Flere nyheder

 
Musik
Copenhagen Blues Festival

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Copenhagen Blues Festival
Fre. 12. sep. 2014
kilde: KultuNaut

I dagene 24. - 28. september er det tid for den 14. udgave af Copenhagen Blues Festival. Her kan man på en lang række af Københavns spillesteder opleve en bred vifte af bluesmusikkens mange stilarter. Årets program er sammensat i en god balance mellem genrens tradition og nye udtryk, og med anerkendte veteraner side om side med nye unge talenter. På foto: John Primer)

Copenhagen Blues Festivals 14. årgang omfatter 55 koncerter på 18 scener rundt om i byen. Man kan høre næsten alle genrens forskellige stilarter: akustisk delta, folk, country, ragtime, urban Chicago, funky New Orleans, sumpet Mississippi, Texas boogie og power blues-rock, jumpin' & jivin' Vestkyst blues, grænsesøgende jazz-blues samt nye crossover stilarter.

Internationale navne
Her byder festivalen blandt andet på Chicago blues med John Primer & Copenhagen Slim, Larry McCray Band samt den tidl. mundharpespiller hos Muddy Waters i mange år, Paul Oscher. Og så kan man opleve funky og soul'et blues med Bag Of Blues, Janice Harrington's nye band med bl.a. Kenn Lending, og det spændende nye musikalske bekendtskab, Cary Morin fra Colorado, der er en brillant folk-blues musiker. (På foto: Larry McCray)

På programmet er også Obediah Parker, der er lidt af et folk kult-ikon, samt en historie-aften om Lead Belly, ophavsmanden til en stribe af bluesmusikkens største hits. Og som noget nyt i år, er der en stor søndagskoncert med Rick Vito & the Lucky Devils, som er en af de bedste og bredest funderede guitarister og slide-mestre fra vestkysten. Nævnes kan også det unge talent, Hamilton Loomis og det dansk-svenske band, Kokomo Kings.

Dansk Blues
Traditionen tro vrimler festivalens mange mindre scener med dansk blues i alle nuancer, både nye navne og kendte: Delta Blues Band & Miriam Mandipira, Thorbjørn Risager & the Black Tornado, Mama's Blues Joint, The Deepers, Waitin' for Janis, René Evald Band, Hans Knudsen, Frank Lauridsen, Paul Banks, H.P. Lange, Mik Schack, Peter Nande, Poorboy Paul og mange flere. (På foto: Thorbjørn Risager)

Blues Priser
Igen i år afholdes en Blues Pris Aften med uddeling af de to priser: "Årets Danske Blues Navn" & "Årets Danske Bluesudgivelse". Dette foregår i HUSET-KBH onsdag d. 24.09, hvor arrangementet samtidigt er startskuddet til årets festival.

Fyraftensblues
Festivalen samarbejder på 9. år med Rødovre Centrum om en stribe store blues navne til de gratis fyraftenskoncerter på centerets Festplads. Navnene her kan også opleves i fuld koncertlængde om aftenen rundt omkring på klubberne.

Særlige arrangementer
Her kan man eksempelvis opleve "Artist Talk" med Paul Oscher fra Chicago, som fortæller om et langt liv som bluesmusiker i USA, bl.a. som mundharpespiller hos Muddy Waters. Og der er igen i år mulighed for Brunch & Blues arrangement, hvor det musikalske krydderi leveres af René Evald og hans band. Og søndag inviterer Grundtvigskirken igen på en Blues gudstjeneste, i år med temaet "Soul Music - the younger Sister and Brother of the Blues". Der afsluttes her med en blueskoncert med Roy Richards og Kenn Lending Blues Band.

Se samlet oversigt over festivalens fem dage, kort mv.

For fuldt program med omtaler, information om spillesteder og billetkøb: www.copenhagenbluesfestival.dk