(Foto: Isak Hoffmeyer)
Glædeligt gensyn med "Teaterkoncert Gasolin'" 20 år efter premieren på den siden så populære teaterform.
Det er svært at få armene ned igen efter synet af Marianne Nilsson og Camilla Bjørnvads scenografi. Armene hviler dog lidt i skødet, mens man får bekræftelsen, at jo, Jimmy Jørgensen og Nis Pedersen har det stadig i sig her 20 år senere. Armene ryger hurtigt op igen ved introduktionen af debutanten Frida Brygmann. Det var en fornøjelse at opleve denne nye stjerne på hendes vej mod supernova.
Det er svært ikke at blive småforelsket i scenografien i denne jubilæumsopsætning af Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkøs Teaterkoncert Gasolin' på Aveny-T.
Marianne Nilsson og Camilla Bjørnvad har fundet deres gamle scenografiskitser frem fra Dr. Dantes opsætning i 1994. I samarbejde med kostumier Anja Vang Kragh og lysdesigner Jonas Bøgh har de opdateret den med brugen af ny teknik, både inden for lys- og teatermekanik og med et redesign der, hvor det har givet mening. Dermed har de fået genskabt det scenerum, alle talte om i 1994 - bare bedre. Perspektivet er det centrale i scenografien. Der er blevet konstrueret, hvad der fra publikumsperspektiv ligner et flere kilometer langt grå-sort kloakrør. Det er vinklet på en måde, så sangerne og musikerne ser ud til at være mindst 5 meter høje, når de bevæger sig rundt i røret. Det er en fascinerende brug af synsbedrag. Kloakrøret er forsynet med lange lysstofrør og nødbelysning, og langs midten af rørets top er der placeret 3-4 mobile lamper. Der bliver også brugt baglamper ved rørets udmunding mod bagscenen. Lysdesignet er sat, så det følger tromme- eller bas-rytmen i de forskellige numre. Det betyder, at det er musikken, der styrer lyssætningen. Og det er såmænd ikke det eneste, musikken styrer. Nej, den styrer også fuldt ud skuespillernes og musikernes bevægelser i scenerummet.
Det specielle ved Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkøs Teaterkoncert Gasolin' er, at den var den første af sin slags inden for den nu veletablerede genre. Det, som Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø ville med deres eksperiment i 1994, var at finde en måde, hvorpå de kunne skabe en form for musikteater, som ikke havde musicalens lineære forløb. I musicals havde de gode stykker musik ofte en tendens til at forsvinde væk i musicalens handling. I stedet ville de lave teater, hvor musikken var det styrende element. Musikken skulle ikke være underlagt handling og scenografi. De kiggede på, hvordan rockkoncerten var bygget op, og de ville prøve at overføre noget af dette til deres eksperiment. De søgte altså at gøre musikerne til en levende del af forestillingen på lige fod med skuespillerne. Musikerne skulle ikke bare være forvist til en orkestergrav eller et lille område af scenen. Nej, de skulle være i karakter, så snart de ramte scenegulvet.
Her på Aveny-T 20 år senere er det svært ikke at smile, når man bliver budt med en "tur i kloakken" sammen med de udstødte af samfundet. Alle medvirkende er klædt i sort. Stilen er en blanding af punk/steampunk med blonder og læder, fjer, og knæbeskyttere. Den ene karakter virker mere forpint end den anden, sådan som de svajer og ryster i takt med musikken. De er ikke de eneste, der bliver berørt af musikken. Det er svært ikke at vippe lidt med foden eller nikke lidt med hovedet, for det er jo Gasolin', som flyver mod os sammen med blåt laserlys, så vi bliver blæst væk. Der er nogle af numrene, som bliver ved os lidt længere end andre, såsom "Snehvide", "Alla-Tin-Galla", "Midt Om Natten" og "This Is My Life". Det betyder ikke, at de resterende numre ikke er gode, for det er de bestemt. "Snehvide" er bare helt fantastisk. For det første er der den scenografiske forløsning af nummeret med Frida Brygmann i en kjole, hvor slæbet bliver pustet op, så det ligner, at hun er fanget i et hav af blæsende skyer. For det andet er der Frida Brygmann selv. For hun synger helt uforglemmeligt med en sensitivitet og nerve i sin stemme, som får nakkehårene til at rejse sig. Hun rammer lige ind i hjertekulen. "This Is My Life" med Mark Linn, der giver den som britisk punkrocker med en accent, der sidder lige på grænsen til at blive for meget. Men det er ok. Han spiller med et komisk element og med en flot overbevisning.
Badet i røg, blændet af lys, og blæst væk af Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkøs Teaterkoncert Gasolin' på Aveny-T forlader vi publikummer salen. Det er sandt, at forestillingen er prototypen på en teaterkoncert. Sikke et forlæg, som alle de mange efterfølgere har haft at lade sig inspirere af. Man skal være "Splittergal" for ikke at blive underholdt af denne forestilling.
Teaterkoncert Gasolin'
Aveny-T
Se spilleplan
