|
|
(Foto: Miklos Szabo)
Operaens "Rosenkavaleren" indeholder både den store forelskelse, utroskab, rænkespil, melankolske overvejelser, en lystig baron og en kvinde, der spiller en mand, der klæder sig ud som en kvinde for at forføre en mand. En solid præstation, men man sidder ikke yderst på stolekanten.
Richard Strauss' Rosenkavaleren er en romantisk komedie, men vi er heldigvis langt fra Hollywoods lette udgaver med Matthew McConaughey med glimt i øjet. Operaen spiller på mange tangenter, og det klæder den, at et af de helt centrale temaer er melankolsk; tidens ustoppelige gang. Fint eksemplificeret, dels i marskalindens gryende indsigt i, at hendes 17-årige elsker en dag vil finde en yngre model, og dels i den halvfede, vulgære og aldrende baron Ochs desperate fastholdelse af, at han er hele verdens førsteelsker.
Marskalinden portrætteres troværdigt sørgmodigt af Ann Petersen, der, specielt i hendes brud med den unge elsker Octavian, brillerer med overbevisende tungsind og prægtig sang. Baron Ochs, der er i byen for at gifte sig til penge og en ung krop, spilles herligt klæbrigt af Wolfgang Bankl. Han lægger sine klamme labber på alt, der synes kvindeligt, og hans gustne tilnærmelser akkompagneres snedigt af drævne anløb til vals fra orkestergraven. Octavian, den unge førsteelsker, synes helt i sine følelsers vold i Elisabeth Janssons udgave, og er overbevisende forelsket, da hun i slow motion ser Sofie, Baron Ochs kommende brud, for første gang. Elisabeth Jansson leverer en mandig og sangvinsk Octavian med imponerende kraft og skarphed i stemmen, og får mange grin ud af at spille skabet kvinde, som en mand ville gøre det, da hun iklædt dametøj forfører baronen.
Det hele foregår på en enkel scene, hvor den primære scenografi består af rullende tæpper og, svævende over dem, store facetterede spejle. Spejlene agerer kalejdoskop og giver en surrealistisk spejling af handlingen på scenen, samtidig med at spejlingen af tæpperne elegant er kulisser, med slotte, balsale og skove, der umærkeligt glider forbi.
Stykket kulminerer i trestemmig følelsesladet sang mellem Marskalinden, Octavian og Sofie, hvor især Elisabeth Janssons klare stemme gør indtryk. Her kommer vi tættest på karaktererne og nærmer os der, hvor opera rigtig bevæger. Desværre er det kun glimtvis, at det når dertil. Måske det er den svære vekslen mellem komik og melankoli, blind forelskelse og ulykkelig kærlighed, der gør det. I hvert fald kommer Rosenkavaleren desværre ikke helt ind under huden på denne anmelder.
En solid og sikker forestilling, der bestemt er seværdig, men ikke får undertegnede til at dø af grin eller, endnu vigtigere, formår at tryllebinde én i karakterernes skæbner.
Rosenkavaleren
Operaen
Se spilleplan
Medvirkende:
Dirigent: Michael Boder
Iscenesættelse, scenografi og lysdesign: Marco Arturo Marelli
Sangere: Ann Petersen (Feltmarskalinden), Octavian (Elisabeth Jansson), Wolfgang Bankl (Baron Ochs), Anke Briegel (Sophie), Morten Frank Larsen (Hr. Von Faninal), Bengt-Ola Morgny (Valzacchi), Hanne Fischer (Annina) m.fl
