|
|
(Foto: Rolf Konow)
For anden gang på 10 år sætter Det Ny Teater i København "Beauty and the Beast" på plakaten. Og endnu en gang er det Maria Lucia - der fik sit store gennembrud i den første opførelse af stykket fra 2005 - der spiller Belle. Som publikum forføres man hurtigt af både Maria Lucia og hele det eventyrlige univers, der drager os ind og tager os med.
Beauty and the Beast er en forunderlig rejse ind i barndommens magi, hvor alt, for et par timer, igen er muligt. Med fantastisk flot og gennemtænkt scenografi, gode skuespilpræstationer og overdådige kostumer formår forestillingen virkelig at skabe et magisk univers. Oplevelsen fuldendes af effektfulde toner fra orkestergraven, der skifter mellem dragende, delikat ynde, ulmende uhygge og en voldsom kraftfuldhed, der nærmest blæser publikum omkuld. Det er et stykke, hvor Det Ny Teaters orkester virkelig også får lov at sprede magi.
Stykket bæres ikke mindst af en flot præstation af Maria Lucia, der virker lige så selvskrevet i denne rolle som Julie Andrews var som Maria i The Sound of Music.
Musicalen er pompøs og uforlignelig underholdning, som blander fantasi, romantik og en snert af uhygge med en hel masse humor. Særligt Preben Kristensen (som Lumiere), Kenneth M. Christensen (som Gaston) og Henrik Lund (som Lefou) formår at sætte gang i lattermusklerne med veltimet præcision i replikker og kropssprog, ligesom Kristian Boland (i rollen som Cogsworth) med lethed vrider nogle smil af publikum.
Eventyret handler, kort fortalt, om en prins, der er så egoistisk, at han har bortvist en stakkels gammel kone, der bare søgte nattely i hans slot. Hun viser sig dog at være en troldkvinde, som på grund af hans opførsel forvandler ham til et udyr. Samtidig er alle hans hoffolk blevet forvandlet til skeer, lysestager, salt- og peberbøsser m.m.
I den nærliggende landsby går den gamle opfinders smukke datter, Belle, samtidig omkring i søgen efter det liv, der kan give hende lykke. Et liv som hendes selvglade bejler Gaston bestemt ikke kan tilbyde. Derimod fortrylles hun af de romantiske historier, hun læser i bøger, hvilket gør at hele byen synes, hun er lidt mærkelig.
Da hendes far tages til fange af udyret, vælger hun at tage hans plads i udyrets slot for at redde sin far. Derved lærer hun efterhånden udyrets sande væsen at kende og forelsker sig (måske? - jeg skal naturligvis ikke afsløre for meget) i ham.
Eventyret om skønheden og udyret kendes helt tilbage fra 1500-tallet, men blev særligt udbredt, da Madame Le Prince de Beaumont i 1756 udgav historien på fransk, hvilket også forklarer de franske islæt i personnavnene. Det Ny Teaters version af eventyret bygger på Disneys version fra 1993, der bl.a. modtog en Oscar for bedste originale titelsang.
Sangene er da også det bærende element i stykket, som kræver - og i Det Ny Teaters udgave bestemt også har fået - store stemmer, der kan forløse det musikalske potentiale.
Det eneste negative der kan siges om forestillingen er, at det store overflødighedshorn af sødme og godhed kan blive en smule for meget. Der er ikke meget kant eller nuancering. Men det virker også som et stykke, der gerne vil henvende sig til børn. Denne fokusering på det børnevenlige gør dog også, at det savner et ekstra niveau, der hvor det skal blive dramatisk - eksempelvis i kampene med ulvene i skoven, og i kampscenerne i slutningen af stykket.
Beauty and the Beasts helt store styrke er de voluminøse og sprudlende sang- og dansearrangementer (som eksempelvis "Vær vor gæst"), der kan få selv Moulin Rouge til at blegne ved siden af.
Beauty and the Beast
Det Ny Teater
Se spilleplan
