|
|
(Foto: Robin Skjoldborg)
Teatret ved Sorte Hest sætter dette efterår to stykker op af den engelske nobelpristager Harold Pinter. Det første," Old Times", er et tæt lille trekantsdrama, fuldt af typiske pinter'ske tvetydigheder i dialogen. Det er absurd, men en uhyggeligt realistisk form for absurditet.
Scenen er et lille lavloftet rum. Væggene er hvide, og i midten står en stor dobbeltseng. Ægteparret Kate og Deeley taler med hinanden. Hovedsageligt er det Deeley, der taler. Han er nysgerrig. Hvordan var hun? Hvordan var jeres forhold? Spørgsmålene kredser om Kates gamle sambo, Anna, som skal komme på besøg hos dem. Set fra publikums perspektiv er det lettere bizart, for Anna er der allerede, hun står blot med ryggen til i bunden af soveværelset.
At Anna er til stede for publikum og samtidig ikke er det for det talende ægtepar giver et praj om, at vi træder lidt ved siden af den almindelige virkelighed. Allerede her er der noget underligt. Ellers er det relativt almindeligt med et ægtepar, der gør sig klar til at få besøg af en gammel veninde fra London. Dog bider man mærke i Deeleys sært pågående udspørgen af sin kone. Han er utroligt interesseret i Kates veninde. Og Kates fåmælte facon pirrer ham. Hun smiler gådefuldt, som gemmer hun på farlige historier.
Så træder Anna i karakter. Hun gør det med stor selvsikkerhed, vader lige ind og stiller sig midt i Kate og Deeleys soveværelse. Stemningen skifter brat, og stykket tilføres en ordentlig energiladning. Anna fører sig frem og snakker mest med Deeley. Nu er det, som om Kate forsvinder endnu mere ind i sin uudgrundelighed. Mens Anna og Deeley taler om hende, som om hun ikke var til stede, ja som om hun var en slags udstillet kunstobjekt, smiler hun blot sit kryptiske smil.
Titlen Old Times rummer dramaets tema. Anna og Deeley taler i ét væk om gamle dage. De taler om, hvordan Deeley og Kate mødte hinanden, og de har forskellige udlægninger af, hvordan Kate var, dengang hun boede sammen med Anna. Det går mere og mere op for publikum, at man ikke rigtig kan stole på hverken Anna eller Deeleys erindringer. Hvordan det egentlig var, får vi aldrig at vide. Samtidig kryber en unheimlich fornemmelse ind på scenen, hvor man mere og mere får en fornemmelse af, at Deeley og Anna også kender hinanden fra tidligere. Og lader de som om, de ikke selv er klar over det? Eller har de ommøbleret hukommelsen så meget, at de faktisk ikke husker det selv?
Marianne Nilssons scenografi fungerer glimrende. Det er, som om vi kigger ind i et af afsnittene i et dukkehus. Det skarpe lys og de hvide vægge peger ubønhørligt på alle de mørke og usagte ting. Og det lave loft giver fornemmelsen af ubevidste virkeligheder og historier, der er forseglede i en sådan grad, at de træder frem i et lettere surrealistisk skær. Når man sidder der i Sorte Hests intime og temmelig ophedede teatersal, så kommer man i tæt forbindelse med de tre personers anspændte omgang med den, måske, eksplosive fortid.
Med inspiration fra The Harold Pinter Theatre i London har instruktøren Maria W. Vinterberg valgt at lade de kvindelige skuespillere skiftes til at have rollen som henholdsvis Kate og Anna. Og som et ekstra moment spiller de hver onsdag terninger foran publikum for at afgøre, hvem der spiller hvem. Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af Beate Bille som Kate og Sarah Boberg som Anna. Bille gør det godt som den mystiske og næsten umælende Kate. Det er faktisk noget af en præstation at holde fast i sin karakter med så få replikker. Boberg er også rigtig god som den selvsikre kvinde, hvis facade langsomt slår sprækker, efterhånden som hendes version af fortiden bliver udfordret. Michael Moritzen gør det udmærket i rollen som Deeley, men kunne godt tilføre sin rolle yderligere et stænk af sårbarhed, så man bedre ville fornemme, hvor meget der også er på spil for ham.
Old Times
Teatret ved Sorte Hest
Se spilleplan
