Flere nyheder

 
Film
Fasandræbere i lånte fjer

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fasandræbere i lånte fjer
Tor. 2. okt. 2014


(Foto: Christian Geisnæs, Nordisk Film)

Med "Fasandræberne" - den anden film i Jussi Adler Olsens bestsellerserie om Afdeling Q - leverer makkerparret Mikkel Nørgaard og Nikolaj Arcel endnu en flot, spændingsmættet og hamrende klichéfyldt krimi.

I Fasandræberne stifter vi endnu engang bekendtskab med den martrerede kriminalbetjent Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans godmodige makker Assad (Farres Farres), der til trods for deres spektakulære sagsarbejde et par år forinden (Kvinden i buret) atter er blevet ofre for latterliggørelse og hovedrysten på stationen. Ingen tror på, at deres stakke af hengemte sager rent faktisk fører til noget, indtil én af dem naturligvis gør. En sag om et tvillingepar, der blev fundet myrdet i et sommerhus i 1994, viser sig pludselig at have indtil flere løse ender, og snart er Carl og Assad på jagt efter spor i både de højeste og laveste lag af samfundet.

Ligesom sin forgænger, Kvinden i buret, kører den tekniske side af Fasandræberne som en nysmurt Ferrari på en solbeskinnet tysk motorvej. Flot, ekstravagant og overskudsagtigt. Derfor er det også ærgerligt, at den historiemæssige del af sagen ikke løfter sig meget over en sammenligning med mormors gamle Skoda - for nu at blive ved metaforen. Med andre ord er historiefortællingen i Fasandræberne langt fra imponerende, men virker i stedet til at slå sig fint til tåls med at pendle imellem forudsigelig og klichéfyldt.

Særligt slemt står det til med filmens skildring af den usympatiske overklasse, hvor der springes så behændigt fra kliché til kliché, at tankerne ledes hen på en avanceret form for "jorden er giftig". Pilou Asbæk og David Dencik kæmper sig frem til hæderlige bud på et par rige svin, men troværdigheden lader vente på sig i filmens todimensionelle verden beboet af grænseoverskridende kostskoleelever og jakkesætsklædte psykopater, der vælter sig i chikanerede stuepiger, coke og krybskytteri.

Heldigvis for underholdningsværdien er Fasandræberne en utrolig velproduceret film, som ved hjælp af sin ekspressive lyd- og billedside, effektfulde klipning imellem nutid og fortid og dygtige skuespillere formår at bygge en spændingsfyldt fortælling op.

Rigtig vedkommende eller gribende bliver Fasandræberne desværre aldrig - til det er det onde ganske enkelt lidt for ondt, det tilfældige lidt for tilfældigt og det hele bare set lidt for mange gange før.

Fasandræberne
Se spilletider
Se filminfo