Flere nyheder

 
Litteratur
Den evige søn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Den evige søn
Tor. 2. okt. 2014

Lille sød og humoristisk historie om en far, der får en handicappet søn. Besværet, ulykken og den vigende resignation er på alle måder betagende og meget nærværende, men bogen kredser om et emne, der snakker sig selv lidt ihjel. Måske er det en oplevelse, der er svær at relatere til, hvis man ikke selv kender tankerne og ikke mindst uforklarligheden. Bogen er udmærket, men den fanger ikke rigtig denne læser.

Cristovào Tezza (f. 1952) beskriver meget nøgternt den fortvivlede rolle, en fader kan have, når man netop bliver til far. Altså får et barn. Følelsen af at være i vejen, til overs og generelt bare irritationsmoment for diverse sygeplejersker er meget genkendelig. Men den selvbiografiske dimension åbenbarer sig i en ny og ganske uventet situation. Nemlig at der er noget i vejen med barnet. Der måles og kontrolleres, ikke meget kan siges med sikkerhed, men ud fra lignende tilfælde kan man sige, at det og det vil højst sandsynligt ske. Resultatet er dog meget klart; barnet er ikke normalt. Det er næsten komisk at læse, hvordan fortælleren lægger afstand til barnet, men på en måde kan man meget godt forstå ham. Hvorfor lige mig? Barnet har Downs syndrom, hvilket vel bedst kan ses i sammenhæng med TV2s udsendelser om de meget livsbekræftende drenge Morten og Peter. Det, der i tv-udsendelserne er meget distanceret og ikke en del af ens hverdag, kan forekomme sjovt og underholdende, men at det tærer på de omgivende mennesker og alt andet lige er temmelig hårdt arbejde, ja, det mærker man tydeligt i Tezzas bog. At få et barn er ingen dans på roser, om end det er vidunderligt og skønt. Men samtidig får man også utallige bekymringer og overvejelser om dette og hint. Derfor forstår man udmærket chokket og resignationen, da Tezzas barn endvidere er handicappet. Herfra følger man så livet, der skal leves, og barnet, der også har krav på - og lyst til - et liv. Bogen følger denne opvækst fra fødsel til omkring barnets 25.-26. år. Afslutningsvis er det dog en lang rejse, man som læser har været på; først frastødning af barnet, den gradvise og overrumplende kærlighed til det, og til slut er barnet så bastant en del af fortællerens liv, at den første del virker absurd, men dog stadig nødvendig.

Køb bogen på saxo.com

Cristovào Tezza: Den evige søn
Oversat af Tone Lykke Prado
Forlaget vandkunsten, 245 sider
ISBN: 978-87-7695-304-1