(Foto: Miklos Szabo)
Der er mørkt på scenografen Karin Betzs scene. Det er som at kigge ned i en sort kasse med en indbygget labyrint, hvor vores stakkels hovedpersoner piler rundt som fangede mus uden håb om at finde en vej ud. I samarbejde med lysdesigner Jesper Kongshaug har Karin Betz lavet en meget minimalistisk scenografi. Men den er et blændende eksempel på de uendelige muligheder, hvormed den topmoderne teknik i Operaen kan skabe forvrængede rum, hvor tyngdekraften synes at være sat ud af spil, og hvor der leges med vores optiske rumforståelse. Det er bestemt et imponerende visuelt koncept, instruktøren Peter Langdal har kunnet placere sin "Tosca" i.
I 2006 havde denne "Langdalske" Tosca premiere i Operaen, og det var en nytænkende - og lidt oprørsk - iscenesættelse, specielt set i forhold til de tidligere mere klassiske iscenesættelser på Det Kongelige Teater. Den fik skabt lidt "røre i andedammen", sådan som det nu hører sig til, når nogen piller ved klassikerne og genskaber dem. I 2011 var der repremiere på den Langdalske Tosca midt i en tid med finanskrise uden mange penge til at skabe nyt for. Nu er vi så i 2014. Finanskrisen truer ikke længere ved døren, men i Operaen genbruges der stadig. Det er selvfølgelig hipt at tænke i recycling, og der er en vis cyklus i, at de store klassikere roterer hos Det Kongelige Teater. I programmet skriver de således, at denne repremiere på Tosca er opførsel nummer 409 på Det Kongelige Teater. Og det er et godt valg at opsætte Tosca. Man kunne dog ønske, at der havde været plads til en ny iscenesættelse. Noget nytænkende i stedet for en otte år gammel produktion.
Ser man lidt bort fra, at det er genbrug, og fokuserer man blot på, hvad Peter Langdal og Karin Betz har skabt til os, så er det svært ikke at holde af denne iscenesættelse. Tosca er en af Giacomo Puccinis mest elskede operaer, både af publikum og af iscenesætterne. Det er en forestilling med kun tre store sangpartier. Den giver mulighed for enten at fylde scenen med en masse biroller eller at skære dem ned til et absolut minimum. Det er det sidstnævnte, som har trukket i Peter Langdal. Der er langt mellem scener, hvor det store operakor fylder scenerummet ud.
Historien udspiller sig i Rom i år 1800, hvor Angelotti (Morten Staugaard), en politisk oprører, flygter fra sin celle på fæstningen Engelsborg. Han søger tilflugt i kirken Sant'Andrea della Valle, hvor han møder kunstmaleren Mario Cavaradossi (Niels Jørgen Riis), der er i gang med at færdiggøre et stort portræt af Maria Magdalena. Mario beslutter sig for at hjælpe Angelotti med at flygte. De to bliver afbrudt, da Marios kæreste Tosca (Ylva Kihlberg) banker på døren. Tosca, som er af den jaloux type, har hørt stemmer, og hun tror, at Mario har været hende utro med en anden kvinde. Mario beroliger Tosca og fortæller om Angelotti. Tosca forlader kirken for at vende tilbage senere. Her opdager hun til sin store rædsel, at Mario er væk. Hun mødes af Roms politichef Scarpia (Johan Reuter), en yderst ubehagelig mand, der med det samme bliver betaget af Tosca og bare må forføre hende. Men Tosca er ikke sådan at forføre, så han udtænker en lusket plan i stedet for. Han får bildt Tosca ind, at Mario har været hende utro. Det får hendes jalousi til at blusse op, og hun fortæller ham, hvor Mario bor. Tæppet går ned for denne første akt, præget af kærligheden mellem Mario og Tosca i den fine duet "Qual'occhio al mondo", og hadet til Scarpia mærkes.
Som tæppet går op for anden akt, virker det nærmest som om, der er blevet skruet ned for varmen i Operaen, for hvis Karin Betzs scenografi var mørk i første akt, ja så er den endnu mørkere nu. Her findes ingen Gud, ingen glæde, og scenen er som svøbt i lilla flammer fra Helvede selv. Scarpia fejrer sin triumf over at have fanget Mario. Han har sendt bud efter Tosca for at se, om hun kan hjælpe ham med at få Mario til at fortælle, hvor Angelotti gemmer sig. Scarpias mænd "forhører" Mario ved tortur i det tilstødende lokale, så Tosca kan høre hans skrig. Hun overtaler Scarpia til at lade Mario leve og give de to fripas til at forlade Rom til gengæld for en nat med hende. Som Scarpia giver fripassene til Tosca, dolker hun ham i maven med en frugtkniv og løber bort.
I tredje og sidste akt befinder vi os på fæstningen Engelsborgs tag, hvor Mario er ved at gøre sig parat til at skulle henrettes. Vi får den arie, som vi spændte har ventet på: "E lucevan le stelle". Her synger Mario om sin kærlighed til Tosca. Der er pivstille i Operaen. Så stille at man kan høre sidemanden trække vejret i de få sekunder, inden at Niels Jørgen Riis med sin lyriske tenor får alle til at tabe hjertet helt ned i mellemgulvet. Tosca når at komme frem og fortælle ham om fripassene, og at alt nok skal blive godt for dem, og selvom vi ved, at hun tager fejl, så håber vi alligevel.
Tosca er en forestilling om fangeskab, både for sind og krop. En forestilling, hvor karaktererne er fanget i en kirke uden en Gud, fanget i en kærlighed uden håb, og fanget af uretfærdigheden i en mørk dyster labyrint uden midte eller begyndelse.
Tosca
Operaen
Se spilleplan
