Flere nyheder

 
Teater
Maria og Mohammed

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Maria og Mohammed
Fre. 31. okt. 2014


(Foto: Dansk Rakkerpak)

Med forestillingen "Maria og Mohammed" er Dansk Rakkerpak rykket fra gaden ind på de skrå brædder på Københavns Musikteater.

Dansk Rakkerpak plejer at husere på gaden, men er i hvert fald for en stund flyttet indendørs på Københavns Musikteater i det indre af København. Her får de mulighed for at blande film, teater og musik til en stumfilmsteaterforestilling. De medvirkende træder således ind og ud af lærredet, og det har en forrygende effekt.

Hovedpersonerne er Maria og Mohammed. Maria er højgravid, og hendes voldelige eksmand i stribet fangedragt, Carlo, er efter hende. Mohammed skal tvangsgiftes med sin kusine. Der er således lagt op til forviklinger, da Maria og Mohammed mødes og falder for hinanden, for hverken kusine, eksmand eller det unge pars forældre er begejstrede for den konstellation. Der er dog tale om en komedie, så ingen behøver for alvor at blive bange.

Der er et hav af karakterer ud over Maria og Mohammed, så Stine Holm Joensen, Josef W. Nielsen og Niels Grønne har fuldt op at gøre i deres mange skiftende roller. Stine Holm Jensen har en sødme som den forskræmte Maria, og Josef W. Nielsen som portøren Mohammed er lige til at forelske sig i.

Bagest på scenen kører stumfilmen med ledsagende tekst, der skærer handlingen ud i pap for selv de mest tunge af os i publikum. Filmen akkompagneres af stumfilmsklavermusik leveret og komponeret af Mathias Grove Madsen. Han er imponerende - det kræver noget at spille klaver en hel time nærmest non-stop.

Fra stumfilmens verden møder vi den Chaplin-lignende betjent med lille overskæg og svingende stav, og skurke slår på tæven, som var vi inviteret med til en Gøg og Gokke-matinéforestilling.

Historien tager fat på mange af de fordomme, der stortrives om forholdet mellem etniske danskere og andengenerationsindvandrere, og der gøres tykt grin med tvangsægteskaber i 2014. Det er det greb, der gør historien og moralen så spiselig. Mohammeds kusine Soraya, som er udset til Mohammed, er stor og mandhaftig og er ikke til sinds at se nederlaget i øjnene uden kamp - rent bogstaveligt.

Andre sjove karakterer er en cafévært, der i uforskammethed kommer helt op på siden af hotelejeren Basil i Halløj på Badehotellet. Også den eneste ikke strejkende læge på det hospital, hvor Marias far skal opereres, er ubetalelig. Han lyder navnet Dr. Riesling, og han er bestemt også mere overrislet end godt er, når skalpel og patient mødes. Endelig huserer gangstertyper, "wallaperkere" og ditto fætre i mængder.

Idémand, manuskriptforfatter og medvirkende i forestillingen Niels Grønne har taget alle til rådighed stående klicheer under kærlig behandling, og det er der kommet et hæsblæsende og meget morsomt resultat ud af. Han må have fis i kasketten på den helt rigtige måde, og han har et hold om sig, der leverer lys, film, musik og skuespil, så det hele klapper.

Se, nyd og lær af forestillingen!!

Maria og Mohammed
Københavns Musikteater
Se spilleplan