|
|
(Foto: Daniel Buchwald)
Fra 2.-22. november kan man opleve "Men lever man" på Teater V i Valby og derefter på Aarhus Teater. Forestillingen har et stærkt hold på scenen, og scenografien, kostumerne og lydsiden har potentiale. Desværre står det ikke klart, hvor historien vil hen, hvilket gør at stykket synker mod dybet.
Men lever man er anden del af en noget speciel trilogi. For tyve år siden forlod de seks skuespillere Ellen Hillingsø, Peter Reichhardt, Pelle Koppel, Mette Kolding, Mads M. Nielsen og Camilla Bendix Skuespilleruddannelsen ved Aarhus Teater med afgangsforestillingen Først bliver man jo født. Nu er de så samlet igen for første gang siden i en forestilling, der tager afsæt midt i livet og i vores evige søgen efter lykke. Forestillingen er instrueret af den tyske instruktør Lydia Bunk. Planen er, at holdet skal mødes en tredje og sidste gang i 2034 i forestillingen Og så dør man!
Stykket er inspireret af Shakespeares Stormen, som handler om den tidligere fyrste af Milano, Prospero, som er strandet på en ø med sin datter Miranda. Prospero er blevet forrådt af sin bror, Antonio, og Prospero fremmaner en storm, som lokker broren til øen. Dertil står der i pressematerialet, at vi møder seks mennesker, som er fanget i en febrilsk søgen efter lykken.
Når der står "frit efter Shakespeare", kan man naturligvis ikke forvente, at man får hele historien eller nødvendigvis den korrekte historie, men denne opsætning lader dog så store dele af historien stå alene, at karakterernes relation til hinanden aldrig bliver helt klar. For oven i Shakespeare-fortællingen er der med lind hånd drysset lommefilosofi ud over den ellers synkende skude. For hvad er lykken? Vi kan være sunket helt ned i lykken til op over begge ører, og så kan vi alligevel ikke se den. For lykken har vi ikke, og vi får den ikke. Vi søger den kun. Ud over dette får vi ikke meget mere dybde for den 25 øre.
Det virker vildledende, at vi skal finde hoved og hale på Shakespeares lange indviklede replikker og karakterer, samtidig med at de medvirkende hopper ud af selvsamme karakter for at tale om lykken ud fra en mere filosofisk betragtning. Skuespilpræstationerne fejler dog ikke noget. Ellen Hillingsø er sikker på scenen. Hun er dramatisk og indgyder respekt. Camilla Bendix er begravet i lyserød tyl og er herlig, når hun legesygt læner sig ind mod væggene og lader musikken bagved føre hende. Pelle Koppel og Mads M. Nielsen får også grinet frem, da de yderst berusede forsøger at planlægge et hævntogt mod Prospero. Her er vi kortvarigt i slap-stick genren, hvor komikken næsten kommer ud, hvor den ikke kan bunde. Men desværre er det svært at blive klog på, hvad det er, Lydia Bunk ønsker, at vi skal tage med hjem fra forestillingen. Vi får serveret historien i brudstykker, så hvis man ikke kender Shakespeares Stormen, så er man uden redningsvest og må selv hjælpe sig i land. Den noget forcerede lommefilosofi bindes ikke sammen med Shakespeare, og man er derfor efterladt med en følelse af at have fået hverken eller.
Men lever man
Prøvehallen
Se spilleplan
