Flere nyheder

 
Film
"Rumrejsen år 2001" i folkelig forklædning

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
"Rumrejsen år 2001" i folkelig forklædning
Tor. 6. nov. 2014


(Foto: Warner)

"Interstellar" flyver højt på sine flot tænkte billeder, men den hamrer til gengæld også flere gange pladask i jorden under vægten af for mange teoretiske indfald og overforbrug af dens styrker. Resultatet bliver en film, der, på trods af plothuller undervejs, alligevel finder vej til en fin pointe om, hvad det er vi som mennesker søger, når vi begiver os på rejser ud i det ukendte.

Hvis man skal finde en filminstruktør, der har evnen til at fange den nuværende zeitgeist, så vil Christopher Nolan være et godt bud. Han har haft stor indvirkning på tidens genremæssige guldgrube i form af superheltefilmene. Hans seneste film har derudover alle taget livtag med eksistentielle samtidsspørgsmål i mainstreamfortolkninger. Således er skurkene i hans Batman-film let forklædte udgaver af terrorister og kapitalister, mens hackermentalitet og intellektuelle ophavsrettigheder fik en tur i mainstreammaskinen med Inception.

I Interstellar er turen kommet til klimaet, og den første halve time af filmen er en eminent hverdagsskildring af livet på Jorden i en fremtid, hvor vi er løbet tør for ideer og langsomt også er ved at miste de sidste basale ressourcer for menneskelig eksistens. Alligevel formår livet at gå sin gang for en gennemamerikansk familie, der er blevet landmænd for at kunne høste den sidste mad, der stadig kan spises.

Freden varer dog ikke ved, og familiefaderen Cooper (Matthew McConaughey), der er tidligere ingeniør og testpilot, rekrutteres til et NASA-projekt, der har til hensigt at redde menneskeheden. Cooper ser endelig en mulighed for at udleve sit potentiale som pioner og eventyrer på "The New Frontier". Men det kan meget vel være på bekostning af kontakten til hans familie, som efterlades på Jorden, hvilket særligt hans yngste datter er fortørnet over.

Hvad der sker derefter skal ikke røbes her, men som en rød tråd igennem filmen løber dilemmaet mellem behovet for menneskelig nærkontakt og så muligheden for at strække sig helt ud over de yderste grænser af den menneskekendte verden.

Rumrejsen, man som tilskuer kommer med på, er ualmindeligt flot udført, særligt på billedsiden, der præsenterer universets ukendte sider på bjergtagende maner. Billederne er stærkt flankeret af Hans Zimmers musik, der er stærkt inspireret af komponisten Philip Glass. Stedvis fremkalder musikken i Interstellar en frydefuld stemning af forundring over universets storhed; nærmest som i et folkeligt ekko af Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

Zimmers musik er dog også et eksempel på Interstellars grundlæggende problem som film. I takt med Coopers rejse ud i rummet bliver filmen også mere bredtfavnende i dens ideer. Der introduceres flere og flere teorier for at holde styr på, hvor vi egentlig er på vej hen, men det føles mere som gumpetungt fyld end fremdrift for den fortællemæssige rejse. Det samme gælder musikken, der går fra at blive brugt på magisk manér til mildt manieret. I visse scener kan man knap nok høre replikkerne over dens øredøvende tilstedeværelse. Er man i tvivl om, hvorvidt Nolan ikke har overvejet at begrænse sig i denne film, så kan man passende tælle antallet af referencer til Dylan Thomas-digtet Do Not Go Gently Into That Good Night undervejs i filmen. - Hint: der er mere end tre.

Et andet stort problem for filmen er, at de fleste personer forbliver endimensionale - en anelse paradoksalt, handlingen taget i betragtning. Særligt de tilbageblevne jordboere, hvis liv kontrasteres med astronauternes rumrejse, er ikke særligt veludviklede. De føles mest af alt som bremseklodser for spændingsopbygningen i takt med, at rejsen ud i det uvisse tager fart.

Mathew McConaugheys genfødsel som seriøs skuespiller er for længst cementeret. I Interstellar leverer han filmens klart bedste præstation, og når plottet truer med at smide tilskueren af på endnu en drøvtyggende videnskabelig detour eller en lidt for fantasifuld himmelflugt, så er det takket være McConaugheys indlevelse og nærvær i rollen som Cooper, at man ikke står helt af.

Interstellar tager nogle gevaldige spring som fortælling, som den ikke helt magter at bære, men alligevel lander man til sidst et sted, der føles tilfredsstillende. Historien finder hjem og giver undervejs en rørende pointe om værdien af at turde springe ud i det ukendte. Det gør filmen i øvrigt også selv som projekt. Hvis der så bare havde været halvt så mange omveje, og referencer til Dylan Thomas, undervejs.

Interstellar
Se spilletider
Se filminfo