Flere nyheder

 
Film
Fargo - nu som tv-serie

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fargo - nu som tv-serie
Tir. 11. nov. 2014

Hvad skal det nu til for? En tv-serie baseret på en noget nær perfekt film? "Fargo" som tv-serie fremstod ikke umiddelbart som det mest nødvendige projekt, da det blev annonceret. Men serien benytter flot og drillende sit ophav til at skabe sin helt egen stemningsfulde fortælling. Som serie kandiderer "Fargo" derfor også til at være årets positive overraskelse på tv-fronten.

I det snedækkede landskab i delstaten Minnesota farer politibetjente og lyssky personer rundt efter hinanden i forsøget på at udføre deres gode og onde gerninger uden at blive fanget i det tiltagende brutale vintervejr. Værst af alle er lejemorderen Lorne Malvo (Billy Bob Thornton), der rejser rundt som personifikationen af ondskab. På godt og ondt påvirker Malvo livet for alle, der krydser hans vej. Bedst af alle, og Malvos mest kompetente modstander, er den unge politikvinde Molly. Udover at jagte Malvo strides hun også med imbecile overordnede og et behov for at finde noget godt i tilværelsen på trods af alt det onde, hun er vidne til.

Der er mange gode ting at sige om Fargo, og kun få mislyde i sæson 1s ti afsnit. Musikken og billedernes flotte niveau viser, hvor langt tv-mediet er nået de sidste femten år. Der er vitterlig ikke længere forskel at finde på film og tv-serier i forhold til den æstetiske kvalitet og visuelle fortælleevne. Plotudviklingen er så til gengæld langt mere tilfredsstillende, end hvad den gængse film ville kunne have præsteret. Fargo udnytter til fulde tv-seriens bredere, og forgrenende, struktur med et plot, der både føles utroligt sammenhængende og gang på gang overrasker. Serien leverer i de enkelte afsnit og også i de overordnede temaer, den fører helt til dørs.

Særligt Breaking Bad rumsterer i nogle af de visuelle og fortællemæssige valg, men Fargo er igen helt sin egen i f.eks. de humoristiske introsekvenser og brugen af Minnesota som location. Sjældent har tomme landskaber været i stand til at emme så meget af uro. For hvert afsnit ser man nye opfindsomme billedkompositioner, der i sig selv er en fryd at se eksekveret, og de mange brutale mord, som handlingen inkluderer, føles aldrig overflødigt udpenslede, men som en nødvendighed for karakteropbygning og plot. Kun et par mere eller mindre bevidste plothuller undervejs trækker lidt ned i seriens fortælling.

Der leges veloplagt med det filmiske forlæg for serien med fine referencer til filmen Fargo. Musikken har antydninger af det oprindelige score, uden at være præcis det samme. Det samme gælder flere scener og karakterer fra filmen, som viser sig at være tænkt anderledes her i serien. Molly kan f.eks. ses som en yngre udgave af Frances McDormands Marge. Der hentes også stil og stemning fra andre Coen-film, som f.eks. No Country for Old Men, med den djævelske naturkraft Anton Chigurh, der ikke kun har det tvivlsomme frisurevalg tilfælles med Lorne Malvo.

Symbolik leges der også gevaldigt med. Enkelte gange bliver det lidt for overtydeligt. Men det storladne symbolsprog fungerer alligevel godt som en kontrast til den jordnære hverdagsskildring af den lilleby, hvor forfærdelighederne foregår.

Den samme kontrast indfinder sig også i persongalleriet, hvor fire centrale personer fremstår som henholdsvis den gode, den virkelig gode og den onde og den virkelig onde. Det er deres leg eller kamp med hinanden, som skaber den stærke tematiske kerne i seriens plot. Persongalleriet omkring de fire fremstår gennemført underholdende, dog blev undertegnede lidt frustreret over, hvor dumt nogle af de andre karakterer handlede engang imellem. De fungerede dog godt som pusterum fra den intense stemning, der indfandt sig, når de fire hovedkarakterer var i centrum.

Samlet set leverer miniserien i hvert afsnit, og man kan roligt sætte sig til rette med noget varmt at styrke sig på og nyde serien her i vintermånederne. Og så i øvrigt være glad for, at man befinder sig langt væk fra Minnesotas hvide og blodplettede snelandskaber.

Fargo sæson 1
Ude på dvd fra Fox/Paramount