Flere nyheder

 
Film
Et sandt mareridt

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Et sandt mareridt
Tor. 13. nov. 2014

Foto: Scanbox


Frygten for at miste sit barn ligger dybt i enhver forælder; det har filmbranchen også opdaget. Den biografaktuelle "The Captive" slutter sig til rækken af kidnapningsfilm, men i instruktør Atom Egoyans hænder føjes der nye vinkler til fortællingen.

Hvorfor lige hende? Hvorfor lige mit barn? Må være noget af det første, der ryger gennem hovederne på de stakkels forældre, der mister deres børn på mystisk vis.

I filmen The Captive sker dette frygtelige scenarie for parret Matthew (Ryan Reynolds) og Tina (Mireille Enos).

Deres fælles datter Cassandra på 9 år er en lovende skøjteatlet, og en dag på vej hjem fra træning stopper faren, Matthew, bilen foran en diner, da han og datteren vil trodse aftensmaden med en tærte i stedet for. Mens han går ind for at hente tærten, venter Cassandra på bagsædet af bilen. Efter max fem minutter kommer han tilbage, men da er Cassandra væk.

Her starter mareridtet for det unge par. Matthew tynges af dårlig samvittighed over at have ladet datteren være alene i bilen, og Tina er frustreret og vred og lader det gå ud over sin mand. Parret får hjælp til sagen af kriminaldetektiverne Nicole Dunlop (Rosario Dawson) og Jeffery Cornwall (Scott Speedman). De har hver deres måde at håndtere sager på, som ikke hele tiden stemmer overens.

Der er hurtigt gået otte år efter Cassandras forsvinden, og det har opløst det unge forældrepar, som er gået hver til sit i sorg og skyldfølelse.

Faren, Matthew, kører rundt på landevejen for at lede efter sin datter, som han er overbevist om er i live, og Tina mødes årligt med detektiven Nicole for at høre, om der er nye spor i sagen. Hun har nemlig ikke lagt mærke til, at det rent faktisk er hende selv, der er tættest på nye spor.

Men da dette går op for hende, genåbnes sagen på ny, og denne gang er alle parter involveret.

Da jeg først så traileren, tænkte jeg: "Åh nej, endnu en kidnapningshistorie - kan de blive ved?" Men det kunne de, og det gør instruktøren Atom Egoyan helt vellykket godt.

Ja, en pige bliver væk, forældrene går i spåner, og faren leder på egen hånd - det er set tusinde gange før. Men denne film kan noget andet. Den har tre vinkler med - der er forældrenes, detektivernes professionelle og private forhold, men også kidnapperen og barnets perspektiv. Det er nyt og gør det hele mere interessant. Dog er der steder i starten af filmen, hvor den hopper så meget frem og tilbage i tid og perspektiver, at man godt kan blive lidt forvirret over, hvor man er henne i historien. Men den kommer efter det og fungerer fint derefter.

Pædofili er et ømtåleligt emne. Selvfølgelig har der været enkelte, der har taget det op før, men det er ikke et uddebatteret emne, og det rammer alle mennesker lige i hjertet, hver gang. Historien er fantastisk god og gennemarbejdet både af instruktør og skuespillere. Specielt Kevin Durand, som spiller den pædofile kidnapper, gør det overbevisende godt og skummelt. Den viser også, hvor svært det er at finde frem til bagmændene pga. tidens teknologiske muligheder. Anbefalelsesværdig, spændende film.

The Captive
Se spilletider
Se filminfo