Opfølgeren til "The Act of Killing" er et skræmmende indblik i de menneskelige konsekvenser ved et nationalt traume, ingen kan finde ord for.
Da Joshua Oppenheimer for to år siden lagde verden i chok med The Act of Killing, vidste de færreste, at der var planer om to film. Hvor The Act of Killing fokuserede på bødlerne bag folkemordet i Indonesien i 1965, tager The Look of Silence det diametralt modsatte perspektiv, altså de overlevendes.
I The Look of Silence følges Adi, der opsøger sin storebror Ramdis mordere. Eftersom Adi blev født efter, at den lokale dødspatrulje udrensede nabolaget, og derfor ikke på samme måde er tynget og forstummet af den frygt og det traume som forældrene er, beslutter Adi sig for at få besvaret de spørgsmål, som ingen tilsyneladende tør at svare på. For hvad skete der dengang? Hvem er disse mordere? Og hvordan bearbejder de fortiden?
Historien om, hvordan Joshua Oppenheimer brugte ti år på de to film om et så massivt nationalt traume som det indonesiske folkemord, er i sig selv opsigtsvækkende. Den danskboende amerikaner har udtalt, at han ikke kunne rejse fra Indonesien, da han så, hvordan frygten for det usagte hæmmede befolkningen. Da han efter en dokumentarfilm om de lokale palmeolieplantagebønders dårlige forhold blev bedt af dem om at afdække det absurde overgreb, gik den nu 40-årige instruktør i gang med at opbygge et tillidsforhold til de nuværende magthavere, som var fortidens bødler. Undervejs mødte Oppenheimer så Adi, hvis bror var et af de eneste ofre, som var blevet henrettet offentligt og ikke "forsvundet" ned i en massegrav.
Hvor Oppenheimer i The Act of Killing helt åbenlyst er med til at iscenesætte episodiske rekonstruktioner af drabet på over en millioner indonesere ved at få de tidligere bødler til selv at sætte de modbydelige handlinger absurd i scene, er The Look of Silence helt på Adis præmisser. Det er ham, der sidder roligt over for sin brors mordere og implicerede, som han har set prale og latterliggøre, på diverse videoklip, hvordan Ramdi blev hakket til døde. At Adi er i reel livsfare ved hvert enkelt interview, understreges af de dødstrusler han får - for åbent kamera.
Adi forsøger imidlertid ikke at anklage. Med rolig stemme og direkte spørgsmål prøver Adi at åbne op for det, som ingen kan tale om. Han søger bekendelsen og tilgivelsen. For at skabe en forståelse og, måske på sigt, en mulighed for at åbne så meget op for fortidens misgerninger, at der kan blive tale om forsoning mellem bødler og overlevende. Dette forvirrer og chokerer naturligvis dem, Adi interviewer. Faktisk så meget at de ikke aner, hvordan de skal forholde sig til situationen, men i stedet tvinges til at tænke tilbage. Og det er her, The Look of Silence er mest urovækkende. At der sidder almindelige mennesker her, ikke monstre, i bløde lænestole, og forfærdede bortforklarer egne handlinger.
The Look of Silence er en etisk og moralsk mavepuster og en ekstremt skræmmende, rørende og grænseoverskridende rejse ind i en tavs nations 50-årige rædselstraume. Konfrontationen mellem ofre og gerningsmænd, flere af dem er stadig magtfulde den dag i dag, er en direkte spørgetime uden omsvøb, sat i intens og anspændt atmosfære. Ligeså meget som denne konfrontation er henvendt til et Indonesien, der prøver at samle sig selv, rettes udsynet også mod publikum. Mod de traumer vi selv som nation benægter, selvom vi stadig tager del i skabelsen af nye i form af moralske krigsgerninger, og hvordan vi som mennesker vil kunne retfærdiggøre at lukke øjnene for folkemord. Dette er også en af grundene til, at The Look of Silence, sammen med The Act of Killing, er blandt de mest vigtige danske film, som nogensinde er lavet.
The Look of Silence
Se spilletider
Se filminfo
