Flere nyheder

 
Teater
Klassisk kærlighed

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Klassisk kærlighed
Man. 17. nov. 2014


(Foto: Natascha Thiara Rydvald)

I Elisa Kragerups iscenesættelse bliver Shakespeares berømte kærlighedshistorie levendegjort for et nutidigt publikum.

Romeo og Julie er måske den mest kendte kærlighedshistorie i verden. Hvor mange nyforelskede par er ikke blevet drillet med at være "Romeo og Julie", fordi de kun har øje for hinanden og ikke ænser omverdenen?

Det er kærlighed ved første blik. Det sjove er, at Julie egentlig bare er en lille uerfaren tøs på 13 år med en stærk vilje. Og Romeo en dumdristig knægt med talegaverne i orden. Uheldigvis er der gammelt had mellem deres to familier. Og da Romeo ufrivilligt kommer i klammeri med Julies aggressive fætter Tybalt og kommer til at dræbe ham, er der ingen vej tilbage. Men søde er de nu, Romeo og Julie. De to unge talenter Danica Curcic og Thomas Hwan fremstiller deres voldsomme og smukke kærlighed med respekt, inderlighed - og en god portion barnlighed.

Helle Fagralid og Peter Christoffersen er helt forrygende morsomme som Romeos perfide venner Mercutio og Benvolio, der altid er klar på spas og en kvik slåskamp med ærkefjenden Tybalt. I stedet for de sædvanlige stuntnumre, slår og sparker de stridende parter ud i luften, hvilket - akkompagneret af to klaverlåg der bliver banket i - har en overraskende dramatisk effekt.

Alle skuespillere er hele tiden på scenen, men Steffen Aarfings enkle scenografi gør det muligt at skabe mange små rum. Hele bagvæggen er et polstret, gråt monstrum, der er lidt trist at kigge på i det lange løb, men rummer mange muligheder. Uden større dikkedarer kan den på én gang udgøre op til flere soveværelser hvor alle andre sover, mens Romeo kravler op til Julies balkon. Og over alle disse skæbnesvangre begivenheder troner Signe Egholm Olsen som en elizabethansk version af fyrsten af Verona.

Niels Brunses oversættelse af Shakespeares vers er mundret, men med respekt for Shakespeares overlegne ord- og billedrigdom. Selvom Romeo og Julie er en tragedie, er den overraskende sjov.

Romeo & Julie
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Se spilleplan