(Foto: Tivoli)
Ingen jul uden "Nøddeknækkeren" - og dog kunne i år være et år at springe over, når man kun har Tivolis opsætning af "Nøddeknækkeren" at vælge. Hvis man har interesse i at se Hendes Majestæt Dronningens scenografi og kostumer, kan man med fordel vente, til der på et tidspunkt bliver lavet en udstilling med disse. Det er rigtig synd, at resten af opsætningen ikke lever op til den professionalisme og kunstneriske fantasi, som findes i netop scenografien og kostumerne.
Jeg har efterhånden set en god del "Nøddeknækkere". Men det er den første opsætning, hvor jeg decideret har kedet mig og haft tid til at kigge på uret. Nøddeknækkeren er normalt en handlingsballet, hvor der sker noget hele tiden. En ballet, hvor man blot kan læne sig tilbage og nyde de vidunderlige musiske kompositioner af Pyotr Ilyich Tchaikovsky, mens der springer fjerlette balletdansere rundt på scenen. Det er en legende og let forestilling, der efterlader én med en varm fornemmelse i maven og et smil om munden, når tæppet går ned.
Tivolis opsætning, iscenesat af Peter Bo Bendixen, er bare alt andet end legende og let. Den er tung og stillestående. Fortællingen er dog næsten hele tiden, som vi kender den. Det er juleaften hos familien Stahlbaum, og der gøres klar til den store julemiddag med mange gæster. Blandt de mange gæster, familien modtager, er selveste H.C. Andersen (Tommy Edvardsen), der udfylder pladsen, hvor man normalt ser en anden karakter, nemlig Drosselmeyer. Det giver fin mening at putte H.C. Andersen ind her. Men han afbildes som en fordrukken gammel mand, hvilket vel passer fint ind i vores danske selvironiske humor. Dog er det noget, man godt kunne være foruden.
Familien Stahlbaum har to børn, Fritz og Clara, der begge modtager en masse gaver denne juleaften. En af gaverne, Clara får, er en nøddeknækker-figur i træ. Den er malet ligesom en af de små Tivoli-gardere. En anden fin lille detalje er, at Clara leger med en Pjerrot-dukke i starten for så senere at modtage både Columbine og Harlekin-dukke som gave. Dette er et venligt nik mod den oprindelige opsætning af Nøddeknækkeren.
Det er blevet sent, og gæsterne tager hjem, og Familien Stahlbaum gør klar til at gå i seng. Men Clara kan ikke sove og lister sig op af sin seng og ned i stuen for at lege videre med sin nøddeknækker-figur, Pjerrot, Columbine og Harlekin. Hun falder i søvn foran juletræet, og vi bliver spundet ind i hendes drømmeunivers, der starter med en kæmpe snestorm.
I anden akt ville man normalt tage med til Bolchelandet og blive mødt af Sukkerfeen. Men i Tivolis opsætning drømmer Clara sig til en tur i Tivoli sammen med Pjerrot, Columbine og Harlekin, hvor de ankommer i en "ballongynge". Det er faktisk en rigtig god ide at flytte handlingen til den gamle have. Det kunne man have fået så mange spændende scener ud af, men koreografien spænder ben for opsætningen. Der er nogle gode dansere blandt de medvirkende. Fælles for dem er dog, at de virker afkoblede fra handlingen og musikken. Det udtryk, som kommer frem på scenen, er mere præget af teknik end af lyrisk fortælling gennem kroppe. Det er ellers det, som normalt er så fint ved Nøddeknækkeren.
Her i anden akt kan man alligevel ikke lade være med at se frem til den ikoniske grand pas de deux: "La Fée Dragée et le Prince Orgeat". Det er nok den, der for mange er favoritpassagen. I Tivoli danses grand pas de deux af et guldklædt par (Anna Merkulova og Denis Veginy), som desværre bliver et godt eksempel på den afkoblethed, forestillingens koreografi lider under. Mellem de to dansere er der ingen kemi. De fungerer bedre hver for sig i deres solostykker end de gør som par. Der er ingen følelse i deres grand pas de deux, og der er intet sammenspil med Tchaikovskys melodiske og drømmende komposition.
Den eneste scene, og det eneste tidspunkt i hele forestillingen at koreografien og instruktionen af danserne formår at fungere sammen med scenografien, er lige inden pausen i første akt. Her er den førnævnte snestorm begyndt, og man kan godt glæde sig til "Valse des flocons de neige", snefnuggenes vals. Det er dog svært at argumentere for, at det er grund nok til at vælge at se denne opsætning. Men det er i det mindste noget at se frem til, skulle man allerede have billetterne.
Nøddeknækkeren
Tivolis koncertsal
Se spilleplan
