(Foto: Warner)
Dannelsesrejsen er en helt igennem klassisk fortælling og har været det, siden det tog Odysseus ti årig at rejse hjem fra Troja. Så grundlæggende er dannelsesrejsen siden hen blevet, at den bruges i flæng i fiktion. Særligt i filmverdenen, hvor dannelseshistorien ofte har det med at vælte sig i velkendte klichéer. "Dommeren" er sådan en film.
Hank Palmer (Robert Downey Jr.) er en dygtig og kynisk Chicago-jurist, der en dag modtager et opkald om, at moderen er død. Derfor rejser han modvilligt tilbage til fødebyen Carlinville, hvor fortidens skeletter venter på at rasle ud af skabet. Særligt da Hank, mildest talt, ikke kommer godt ud af det med sin far, Joseph (Robert Duvall), som er byens dommer gennem 42 år. Da Joseph kører galt og dræber en mand, beslutter Hank sig for at blive i Carlinville og forsvare sin stædige far.
Det klassiske far-søn drama kan også dateres tilbage til de græske tragedier. Derfor kan det måske undre, at det ofte kniber med at presse nytænkning ud af en så almengyldig præmis. Et ofte set trick inden for Hollywoodfilmen er i stedet at drukne den søgte præmis i metertyk sentimentalitet. Dommeren er i dén grad bekræftelsen af den regel. Dog med den formildende omstændighed, at de to centrale karakterer spilles af fremragende skuespillere.
Klichéerne er himmelråbende i tematikken om at finde sig selv som menneske ved at råde bod på fortidens synder. Og Hank mander sig naturligvis op, da han som den fortabte søn vender hjem til Carlinville. Det at blive et bedre menneske skal da belønnes med små godbidder af vammel flødechokolade undervejs. Og hvad kan kandisere et hjerte mere end forløsende bromance med farmand, samt et sukkersødt møde med den gamle flamme fra high school? Dét kan Bon Ivers introverte folk. Derfor er det jo heldigt, at Bon Iver spilles ad flere omgange, når følelserne virkelig skal tvinges frem.
Dommeren er utilstedelig følelsesporno. Var det ikke for Robert Downey Jr. og Robert Duvall, ville den være ulidelig. Downey Jr. har siden 80'erne været betragtet som lidt af et vidunderbarn med flere virkeligt gode præstationer bag sig. Som Hank Palmer udviser han stor spændvidde med et komplekst portræt som skarp idealist og snu kyniker. Gnisterne brænder dog for alvor igennem lærredet i sekvenserne med Robert Duvall. Den 82-årige veteran er ganske enkelt eminent, og han leverer en af årets allerbedste præstationer som den højt respekterede og konsekvente dommer, der som aldrende gigant må se sig slået af tidens tand, professionel ydmygelse og sin kones død.
Der skal ikke herske tvivl om, at Dommeren er en tåkrummende tåreperser, der reddes af Robert Downey Jr. og Robert Duvall. Kemien mellem de to, far til søn, er oprigtigt rørende og troværdig - modsat resten af filmen. Derfor kan filmen også kun anbefales for at se Downey Jr. og Duvall. Resten drukner i sukkerchok.
Dommeren
Se spilletider
Se filminfo
