(Foto: Angel Films)
Skildring af det bedre britiske borgerskab er fascinerende, absurd og tankevækkende.
Der er for alvor kommet vind i sejlene de seneste par år med danske bidrag i den internationale filmverden. Af de mest succesfulde instruktører, både kommercielt og kunstnerisk, må Lone Scherfig siges at være blandt de mest markante. Siden kæmpesuccesen med dogmefilmen Italiensk for begyndere, og senere An Education der blev nominerede til tre Oscars, har den 55-årige filmskaber markeret sig som en mester i de små dramaer, gerne smagt til med skæv humor. Med seneste skud på stammen placerer Scherfig sig som en af de danske instruktører med absolut højest bundniveau.
The Riot Club, som er baseret på skuespillet Posh af Laura Wade, finder sted blandt de mest prominente eliteelever på Oxford Universitet. De to førsteårsstuderende, Miles og Alistair, bliver indlemmet i den såkaldte The Riot Club, som er en legendarisk loge for Oxford-studerende. Udover at være et beskyttet broderskab, der sikrer medlemmerne i studietiden og deres tid efterfølgende i erhvervslivet, er fællesskabet kendt som en vanvittig drukklub, hvor tingene ofte tager overhånd. Det viser sig også hurtigt for både Miles og Alistair, hvor de to har helt forskellige indgangsvinkler på hændelserne.
Klasseskellet mellem menigmand og aristokrati i England har altid været iøjnefaldende, når det er blevet fremstillet populærkulturelt i film og litteratur. I The Riot Club fungerer skildringen som en raffineret metakommentar til finanskrisens uansvarlige økonomiske politik, men også som fundamentalt samfundsmæssigt britisk symptom, der har eksisteret i generationer.
Skandaler er også en del af de britiske traditioner, særligt når tabloidaviserne folder sig ud om politikere og fodboldspillere. The Riot Club italesætter, dramatisk og nuanceret, hvordan inkompetence og arrogance gennemsyrer og former den privilegerede overklasse gennem generationer og via et favoriserende uddannelsessystem. Og ikke mindst hvilke menneskelige konsekvenser, dette fører med sig.
Et af Lone Scherfigs stærkeste kort som filmskaber er hendes evner som personinstruktør for unge talenter. The Riot Club er ingen undtagelse, og her folder nogle af tidens mest lovende unge skuespillere sig for alvor ud. Filmens to hovedrolleindehavere er særligt iøjnefaldende, hvor Max Irons som Miles og Sam Clafin som Alistair understreger, hvorfor de netop nu er to af de mest eftertragtede og alsidige britiske skuespillere.
Shakespeares tragikomiske indflydelse gennemsyrer The Riot Club som politisk satire uden at være teatralsk. Scherfigs drama er en almengyldig refleksion over, hvordan magt korrumperer gennem generationers nepotisme og social status, og hvordan den ulighed fastholder et iboende skødesløst neoliberalt mester-slave-hierarki blottet for medmenneskelighed. Altså en helt klassisk marxistisk kritik af kapitalismen, som i The Riot Club nok er vellykket, men indimellem kan føles lige hellig nok. Fortællingen svinger dog elegant mellem grov sort humor og tåkrummende absurditeter, som efterlader et chokerende eftermæle, uden at det ender opstyltet eller påtaget.
The Riot Club
