(Foto: Scanbox)
Støvet western er gammelmands-bitter og underholdende.
Siden Clint Eastwoods melankolske The Unforgiven fra 1992, har det knebet med pletskud inden for westerngenren i Hollywood. Coen-brødrene prøvede med genindspilningen af John Wayne-mesterværket True Grit, men trods kritikerros nåede filmen aldrig samme niveau som Eastwoods mesterværk. Westerngenren er ellers, sammen med retssalsdramaet, en af de mest klassiske genrer i den stolte amerikanske filmtradition, hvor legender som John Ford og Howard Hawks for alvor etablerede genren. Nu har et andet Hollywood-klenodie, Tommy Lee Jones, kastet sig over genren. Denne gang med to danske skuespillere, som faktisk gør det rigtigt fornuftigt.
Ude i det vilde vesten i 1850'erne kæmper en masse emigranter for overlevelse. Det er hårde tider, hvilket påvirker de små familier. Så meget, at tre lokale kvinder er gået hen og har mistet deres forstand. De tre kvinder skal derfor bringes til behandling tværs over staten, ud til en klog præstekone. Og hvem er "mand" nok til at påtage sig opgaven mere, end den stædige Mary Bee Cuddy. Hun er dog ikke naiv, og det lykkes for hende at hverve den hårde og dybt alkoholiserede Grigg til at hjælpe hende i færden over de utaknemmelige sletter.
Tommy Lee Jones forsøger sig i The Homesman med et kvindeligt perspektiv på, hvordan livet i det vilde vesten har taget sig ud. Ingen tvivl om, at det var et maskulint univers, hvorfor det er interessant, hvordan Mary Bee Cuddy står distancen. Men udover at idéen for så vidt er spændende nok, og The Homesman både er underholdende og godt udført, kan det være svært at se, hvad præcis den garvede skuespiller og instruktør ønsker at fortælle.
Universet i The Homesman er præget af en kynisk realisme, hvor alle eksistenser på tværs af køn er dømt til at forgå. Heltegerninger er en saga blot i sig selv, og mødet mellem den idealistiske Cuddy og den desillusionerede Griggs slår gnister. I 1850'ernes Nordamerika er værdierne i livet at have en familie. Cuddy har længe og desperat forsøgt sig at blive gift. Dog uden held, da alle mænd bliver intimiderede af den kontrollerende 31-årige kvinde. Griggs er en knækket gammel mand, der har set døden i øjnene i krig og kærlighed og derfor ikke tror på menneskets værdier længere. Langsomt smuldrer hele livsgrundlaget for Cuddy som kvinde. For hvad ellers kan en kvinde, i et så mandsdomineret samfund, end at være hjemmegående familiemor? Og kan Cuddy ikke få lov til dette, hvad er hendes eksistensberettigelse så?
Om The Homesman kan kaldes et feministisk opgør med westerngenren, eller måske blot en naturalistisk skildring af det hårde liv på de vindblæste sletter, kan diskuteres. Det er ikke helt tydeligt, hvad Jones ønsker at viderebringe af sin egen menneskelige visdom. Noget der ikke kan diskuteres er, at The Homesman er fantastisk godt håndværk som genreøvelse. Atmosfæren er ligesom dialogen lunefuld og tør, mens narrativen er underholdende og godt fortalt. Det er derudover en fornøjelse af se så dygtige skuespillere være blevet så godt instrueret. Tommy Lee Jones klarer instruktion og skuespil rigtigt godt, mens Hillary Swank som Cuddy endelig har fået en kompleks rolle at boltre sig i igen. Sonja Richter og David Dencik har to iøjnefaldende biroller, som de begge udfylder virkeligt godt. Richter spiller en af de sindssyge kvinder overbevisende og skræmmende godt, som en rolle der er både fysisk og psykisk krævende. Dencik er efterhånden lidt af en nomade på tværs af roller og filmnationer, og igen viser han sit enormt alsidige talent, som afgjort gør ham til den mest spændende danske skuespiller at følge netop nu.
The Homesman
