(Foto: Camera Film)
Den længe ventede tyrkiske "Vintersøvn", instrueret af Nuri Bilge Ceylan, som vandt De Gyldne Palmer ved årets Cannes Filmfestival, kommer endelig til de danske biografer. Filmen er et smukt værk, der, gennem lange dialoger og smukke billedsekvenser af Anatolien, langsomt udfolder sine karakterers indre.
Aydin (Haluk Bilginer) er en pensioneret skuespiller, der driver et lille hotel i det centrale Anatolien med hjælp fra sin unge smukke kone Nihal (Melisa Sozen). Nihal og Aydins forhold er distanceret. Med dem bor Aydins søster Necla (Demet Akba), en bitter kvinde, der lige er blevet skilt. På sidelinjen ser vi et par af hotellets arbejdere og de få turister, der besøger stedet om vinteren. Ved siden af hotellet indkasserer Aydin penge ved at udleje nogle ejendomme, som han har arvet fra sin afdøde far. Filmen starter med at udfolde en historie om nogle lejere, der ikke kan betale deres husleje, men historiens kerne viser sig at blive Aydins relationer til de to kvinder i hans liv, og hans moralske forhold til verden.
Vintersøvn er en film, man kunne tale om (og rose!) i timevis. Billederne, der metaforisk viser karakterernes indre tilstand, er elegante og mesterligt filmet af Gökhan Tiryaki. Atmosfæren tjener til at afspejle livet. Vinterkulden genspejler den isolation og manglende evne til at undslippe kedsomheden, ensomheden og sandheden om livets fiasko.
Skuespillet er sublimt fra nogle af Tyrkiets største skuespillere, og manuskriptet er stramt bygget op - trods det at vi stadig har at gøre med en længde på over 3 timer! Men den lange spilletid gør overhovedet ikke spor, og tiden flyver nærmest af sted i biografen. Vintersøvn har brug for den lange spilletid, til at den kan udfolde sig med rette. Komplekse, nærmest filosofiske samtaler om den menneskelige tilstand og moralske samvittighed kræver tid.
Det, der er så genialt ved værket er det faktum, at mens samtalerne udfolder sig tålmodigt, ændrer man som tilskuer gradvis sympati, hvilket er noget, der sker, nærmest uden at man opdager det. Men her er ingen gode eller onde, men nærmere tale om nogle karakterer, der er fanget af livets omstændigheder. Og under den hårde vinter bliver hotellets varme husly nærmest en metaforisk blindgyde, hvor figurerne er fanget i deres lidelse.
Nuri Bilge Ceylan har skrevet manuskriptet sammen med sin hustru, Ebru Ceylan, og det er lykkedes for dem at formidle eksistentialisme på en så raffineret måde, at den ikke er hverken pedantisk eller prætentiøs, men enkel og naturlig for mennesket: illusioner er blevet til desillusioner, og i stedet for at få det bedste ud af det eller forlade situationen, så er hovedpersonerne stagneret. Og det, der holder dem på hotellet, er trygheden ved at have økonomiske bekvemligheder, for hvad er værst - det kendte, som man ved hvad er, eller det ukendte, som man skal til at opdage?
Nuri Bilge Ceylan lavede sin første (kort)film, Koza i 1995, og denne blev den første tyrkiske kortfilm, der blev udvalgt til konkurrence ved Cannes Filmfestivalen. I Uzak lavede Ceylan stort set alt det tekniske arbejde selv (filmning, lyd, klipning, manus og instruktion). Denne vandt juryens Grand Prix i Cannes i 2003, hvilket gjorde Ceylan til en internationalt anerkendt instruktør. Alle hans efterfølgende film har fået priser i Cannes bl.a. Once Upon a Time in Anatolia i 2011. Og i år blev hans 8. spillefilm Vintersøvn belønnet med de anerkendte priser, De Gyldne Palmer og Fipresci-prisen.
Den roste stil i den tyrkiske filmskabers værker minder om både Eric Rohmer og Ingmar Bergman, især i den tunge byrde ved psykologisk introspektion. Karaktererne i hans film er ikke perfekte, men vi dømmer dem ikke, for de er ikke meget anderledes end os. Dette beviser Nuri Bilge Ceylans mesterlige formåen i at bruge filmmediet som et spejlbillede af livet. Vintersøvn er en unik oplevelse. En ubestridt juvel, der føles som en åbenbaring inden for filmmediet.
Se den, se den, se den!!
Vintersøvn
