Utro ægtefolk, ublufærdige skrivemåder og udskældte forfattere - stærke ingredienser i en litterær gryderet, der er blevet besunget til voldsomt stormfulde højder. Den irske litteraturgigant, "Ulysses", er blevet nyoversat og genudgivet næsten et århundrede efter sin tilblivelse. Sproget er frejdigt, volumen nok så korpulent, og indholdet ganske ubegribeligt.
Som anmelder nærmer man sig etablerede klassikere med en stor portion ærbødighed. Ofte bliver man ramt af en næsten højhellig andagtsfølelse, når et litterært opus af klassikerdimensioner lander mellem hænderne på en. En vis prædisponeret angst for utilsigtet helligbrøde er altid til stede. Evner man overhovedet at forsøge at begribe det tilsyneladende geniale? Tør man? Bør man?
Det var nogle af de mange tanker og fornemmelser, undertegnede sad med, da jeg fik tilsendt et eksemplar af Ulysses - et af den europæiske litteraturs hovedværker. Skrevet af ireren James Joyce mellem 1914 og 1921, men omdiskuteret og nærstuderet lige siden. Hele fjorten år gik der, før hjemlandet Irland tillod udgivelsen, da værkets frivole sprogbrug og eksplicitte beskrivelser var en udfordrende kost for katolikkernes sarte sjæle. Oversættelsesarbejdet har også voldt problemer grundet Joyces opulente sprog, selvskabte udtryksmåder og ekstravagante brug af uoversættelige idiomer og sproglige hybrider. Den angelsaksiske odysse overlevede dog alle strabadserne og befinder sig i dag i litteraturens absolutte creme de la creme.
Ulysses (den latinske navneform for Odysseus) er en modernistisk parabel over Odysseus' lange rejse mod Ithaka. Tyve års dannelsesrejse er her komprimeret ned til en enkel dag, nærmere bestemt den 16. juni 1904, bedre kendt som Bloomsday, efter værkets antihelt, annoncesælgeren Leopold Bloom. Undervejs på sin dagsrejse rundt i Dublins gader, slår Bloom følge med en samvittighedsplaget skolelærer og forfatter in spe, Stephen Dedalus (efter den oldgræske labyrintopfinder og sandsynligvis Joyces litterære alterego). Dagen byder på seksuelle udskejelser, gastronomiske nydelser, eksistentielle erkendelser og filosofiske refleksioner over alt fra stat og kirke til kvinder og mænd.
I realiteten ingen tematikker, som litteraturens mastodonter og myrer ikke har taget favntag med før eller siden. Den afgørende forskel finder man i indpakningen - Joyces ejendommelige stilistiske valg. Sprogbrugen er så særegen, at den grænser til det selvopfundne. Vedholdende stilbrud synes at være den eneste stilistiske konstant - fra bevidsthedsstrømmende monologer til skolastiske spørgeteknikker, fra manglende tegnsætning til pludselige poetiske indfald i et prosaisk værk.
Midt i stilvirvaret finder vi også skiftende synsvinkler, ucensurerede fantasier, gentagne opremsninger og uforudsete sceneskift. Stilen er så hæmningsløs, at alle sprogtroldene forbliver utæmmede. Det er særdeles nytænkende, men føles ikke desto mindre som halvt avantgarde, halvt galimatias.
Bevares, Joyces stilistiske eksperimenter er ganske oplivende i en litterær diskurs, hvor grundreglerne sjældent bliver overskredet. Hans anarkistiske tilgang til de gængse litterære stilkoder skal have en glødende applaus herfra. Han vover ikke blot i teorien, men altså også i praksis at sætte sin pen på litterære stier, som i datidens optik helst forblev ubetrådte. Det er ikke alene modigt på det menneskelige plan, men også på den almenmenneskelige skala.
Beklageligvis har læseren intet foruddefineret dramaturgisk sikkerhedsnet at hvile sig på, intet stilistisk fundament at regne med, hvorfor dét at læse Ulysses mestendels føles som én lang og til tider smertefuld nedstyrtning i anarkiets afgrund, hvor både litteraturen og livet er kaotiske centrifuger uden kontur eller konception. Og det bringer mig naturligvis til nytænkningens bagside, for ligeså innovative og kompromisløse Joyces stilistiske valg kan forekomme, ligeså klaustrofobiske og distancerende er de. Stilen er ganske enkelt så direkte udtalt, at det bliver på bekostning af indholdet, som træder langt tilbage i baggrunden. Man bruger al sin læseenergi på at gennemskue den møjsommelige stil, med den uheldige sideeffekt, at indholdet bliver sekundært. Måske det er meningen?
At ruske op i de stilistiske grundmatricer i ny og næ er både ønskværdigt og forfriskende. Som konsekvent skrivestil bliver det derimod belastende. Mere end ofte føles det, som om Joyce leger en fordummende associationsleg, hvor han aflirer en masse tilfældige ord, jargoner og sprogkonstellationer af uden hverken meningsfuld bagtanke eller fornuftig tanke. Som om de mange gloser og fraser kun er overfladisk pynt, og i virkeligheden ingen substans har. Flere gange undervejs i læsningen står det klart, at Joyce bruger meget spalteplads på at udtrykke meget lidt, og man husker straks Shakespeares berømte formaning - "korthed er viddets sjæl".
Stilen underminerer tilmed en flerdimensionel karakteretablering. Joyce fylder godt nok aktanterne med ord, men når de ingen synlig sammenhæng og intet gennemskueligt referencepunkt har, fremstår ordene som ligegyldige eruptioner, mens karaktererne mest ligner utydelige silhuetter, uden menneskeligt kød og kubikmål. Når værket intet reelt handlingsforløb har, er det netop vigtigt med bastante karakterbeskrivelser, så læseren får et identificerbart holdningspunkt, men i Joyces litterære vanvid er personerne blot pyntefjer på stilens struttende påfugl. Persongalleriet fremstår desværre som strategiske eksponenter for en ustyrlig stiløvelse - ikke som troværdige individer i egen ret.
Et enkelt kapitel ud af værkets atten skiller sig ud som suverænt, nemlig kapitlet, hvor den lystige Bloom onanerer ved synet af en ung, smuk pige. Episoden bliver beskrevet fra den unge piges vinkel, farvet af hendes ungdoms kådhed og livslyst. Sproget er for en gangs skyld tøjlet og økonomiseret til perfektion. Hendes myldrende tanker om sine søstre, deres børn, mænd og Bloom i særdeleshed er lige i øjet og fanger straks både læserens interesse og lidenskab. Bravo!
Det hjælper dog lige lidt på helhedsindtrykket. Joyces Ulysses er en sværmende myretue, der summer af sensationelle ordlege, intellektuelle referencer og litterære reformer, som ved første øjekast begejstrer og betager. Men graver man et spadestik dybere ned i Ulysses´ eksperimenterende laboratorium, opdager man en ganske anden virkelighed. En verbal rigdom, som dækker over manglende tematisk prægnans og indholdsmæssig potens. Værket fortjener en litteraturdiagnose, som denne anmelder vil betegne som litterær skizofreni. Måske kuren gemmer sig et hemmeligt sted på en af bogens 795 kryptiske sider?
James Joyce: Ulysses
Rosinante, 795 sider
ISBN: 978-87-638-1458-4
