Flere nyheder

 
Film
Antboy - den røde furies hævn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Antboy - den røde furies hævn
Tor. 25. dec. 2014


(Foto: SF-film)

Juledag er Antboy tilbage på det store lærred. Filmen er bestemt en god grund til at lade resterne af flæskestegen stå i køleskabet og tage hele familien med på en hyggetur i biffen.

Antboy - Den røde furies hævn er den anden film baseret på bogserien af samme navn, skrevet af Kenneth Bøgh Andersen. Vi møder Pelle (Oscar Dietz) i den første film, hvor han blev bidt af en genmanipuleret myre. Sammen med vennen Wilhelm (Samuel Ting Graf), som er tegnserie-nørd, finder Pelle ud af, hvad hans superhelte-egenskaber er, nemlig at hans urin er ætsende. Hvad måske er mere anvendeligt er, at han bliver bomstærk ved indtagelsen af sukker. Da vi forlod Pelle og Wilhelm i den første film, havde de både fanget skurken Loppen (Nicolas Bro) og det var lykkedes Pelle at få opmærksomhed fra klassens populære pige Ida (Amalie Kruse Jensen).

Antboy er blevet en populær person i den lille by Middellund, og han har fået en stor fanskare blandt de jævnaldrende piger. Det lyder jo meget godt. Men det hjælper ikke Pelle særligt meget, da han stadig er den upopulære dreng i klassen. Det er dog lykkedes ham at blive venner med Ida, men han vil gerne være kærester med hende. Det viser sig at være lettere sagt end gjort, når man er den eneste superhelt i byen. Det er svært for Pelle både at følge med i skolen, være superhelt og at prøve at være en god og opmærksom ven over for Ida, sådan at hun vil være kærester med ham.

Det bliver ikke bedre af, at han redder den søde, lille Maria (Astrid Juncher-Benzon) fra byens to bøller, der kalder sig for Terror-tvillingerne. Maria er Antboys største fan. Hun har sit værelse tildækket med plakater af ham. Hun spørger, om han som tak for at redde hende vil med til fest på hendes skole som hendes gæst. Pelle er jo en god dreng, og han nænner ikke at sige nej til den søde pige. Men da han ender med at tage til festen sammen med Ida i stedet for, bliver stakkels Maria såret og vred over, at han ikke kommer.

Marias far har opfundet en usynlighedsdragt. Den låner Maria og laver sit eget superskurkekostume ud af. Hun har et mål. Det er at afsløre, hvem Antboy er. Som skurk bliver hun Den røde Furie, som Wilhelm beskriver det - en kvinde, som er blevet forurettet af kærligheden og nu søger hævn.

Antboy - Den røde furies hævn er instrueret af Ask Hasselbalch, der også stod bag den første film i serien. Filmen virker fint som et andet kapitel i historien om Antboy, og man har bestemt fornemmelsen af, der venter en 3'er i kulissen et sted. Antboy-universet, med sin lidt miksede stil med retromøbler, iPods og hip musik, er et behageligt gensyn. Filmen har en stemning, der minder om Guldregn fra 1986. Dér gav man også børn lov til at stjæle hele billedet fra de voksne skuespillere.

På samme måde som den første film mangler Antboy - Den røde furies hævn opstramning i replikkerne, og der måtte også gerne være mere uddybelse af sidekaraktererne. Det virker eksempelvis lidt mystisk, at der ikke bliver fulgt op på Marias far, der kommer på hospitalet efter at Maria er "kommet til" at smide en bogreol ned over ham.

Hvad der virkelig gør Antboy - Den røde furies hævn et syn værd er den flotte casting af de unge skuespillere, og som debutant i Antboy-universet leverer Astrid Juncher-Benzon en meget flot præstation som Den røde Furie.

Antboy- Den røde furies hævn

Se spilletider
Se filminfo