(Foto: Fox-film)
Ridley Scott har lavet et glinsende overflødighedshorn af en film. Den er proppet med så mange sikkert velundersøgte historiske detaljer, at vi som publikum bliver smækket over hovedet med både rustninger, blodige vandmasser og masser af glatte, olie-indsmurte mandeoverkroppe. Ikke fordi man skal klage over veltrænede mænd. Men vi bliver visuelt overstimulerede af "Exodus: Gods and Kings", og det er helt til at få ondt i øjnene af.
Det er én af biblens kendteste historier (Anden Mosebog), Ridley Scott har kastet sig over. Historien er om Moses, og hvordan han befriede og ledte tusindevis af hebræiske slaver ud af Egypten. Anden Mosebog er 15 sider lang, hvilket ikke er meget materiale at skabe en helaftensfilm på. Det lider Exodus: Gods and Kings under. Det er svært at se, hvor Ridley Scott vil hen med filmen. Er vægten lagt på slaveri og undertrykkelse, eller handler det om manden Moses, der skal finde sin tro og sin familie? Exodus: Gods and Kings mangler karakterer, som er velafrundede og interessante. I stedet får vi meget overfladiske skuespilpræstationer leveret af begge de mandlige hovedpersoner.
Filmens overdrevne brug af CGI gør, at det bliver for computerspilsagtigt at se på. Selvom teknologien bag CGI bliver bedre og bedre, begynder det efterhånden at få en omvendt effekt. For 10-15 år siden talte man om, at CGI-effekter ofte så for indsatte ud. Nu er det blevet omvendt. CGI-effekter er efterhånden blevet så gode, at det nu er de levende skuespillere og de virkelige rekvisitter, som begynder at se indsatte ud. Det bliver for poleret og pænt.
Christian Bale kunne næsten lige så godt være iklædt Batmankappen, for der er absolut ingen forskel på hans tilgang til rollen som Moses og rollen som Batman. Og hvad der lige sker for Joel Egerton i rollen som Ramses II, ud over overdrevet brug af eyeliner og bronzefarvet foundation, er meget svært at sige. Men det virker som om, skuespilleren absolut ikke har lyst til at spille rollen.
Så hvad kan Ridley Scott stille op, når hans to hovedpersoner ikke kan løfte filmen med deres tilstedeværelse? Løsningen lader til at have været at fokusere på at lade dialogen fylde mindst muligt. I stedet fyldes 95 procent af alle filmenes scener med tempofyldte kampscener, storladne panoramabilleder over ørkenen og byen, og frembrusende 3D-effekter til gengivelse af de 10 plager. De byder for eksempel på fluer, kæmpe-krokodiller og frøer, som falder ud af lærredet og ned i ens popcorn. Der er tale om rent og skært blændværk for at aflede vores opmærksomhed fra, at filmen reelt hverken har noget budskab, spændende karakterer eller fortælleline.
Der er dog et interessant valg at lade Gud manifestere sig for Moses som en lille dreng. Om end det er en dreng, som bestemt må have gået på en engelsk kostskole og være blevet lidt mavesur undervejs. For den Gud, som Moses og vi møder gennem Ridley Scott, er en trodsig lille dreng, der bliver hysterisk, når Moses ikke lige vil lege med i de lege, han bestemmer.
"It's not even that good a story" fortæller Moses, da han af Ramses II bliver spurgt, om det er sandt, at han ikke er af egyptisk blod. Det opsummerer egentlig flot hele filmen, og hvad man kan vente sig, skulle man bruge Juledag på denne film i biografen.
Exodus: Gods and Kings
