(Foto: SF-film)
Mike Leighs "Mr. Turner" fortæller om den britiske kunstner J.M.W. Turner. Timothy Spall er fremragende i hovedrollen, for hvilken han vandt prisen for bedste skuespiller i Cannes i år. Desværre kan Spalls skuespil ikke kompensere for en ellers ensformig og indholdsløs film.
Mr. Turner er Mike Leighs biografi over den britiske maler J.M.W. Turner (Joseph Mallord William Turner, 1775-1851). Turner er kendt som lysets maler; en af forgængerne for impressionismen. Størstedelen af hans malerier skildrer maritim tematik. Filmen koncentrerer sig om den sidste tredjedel i kunstnerens liv: Turner er en kendt kunstner, medlem af The Royal Academy of Arts, han bor med sin far og hans trofaste husholderske Hannah (Dorothy Atkinson). Han er ven af aristokrater, besøger bordeller og rejser ofte for at finde inspiration. På trods af berømmelsen er han ofte offer for offentlig latterliggørelse og sarkasme i samfundet. Dybt påvirket af farens død, beslutter Turner sig for at isolere sig i Margate. Her møder han hotelejeren, den elskværdige Fru Booth (Marion Bailey), med hvem han indleder et forhold.
Undertegnede husker primært Timothy Spall fra biroller i film som Sweeney Todd og The King's Speech, og derfor er det en behagelig fornøjelse at se Spall i fuld udfoldelse i rollen som Turner. Her udviser han en blanding af primært uhøflighed og foragtelighed. Leigh er en filmskaber, der er utroligt interesseret i karakterernes nuancer, hvilket har været tydeligt i flere af hans tidligere værker (The King's Speech og Secrets & Lies). Han forsøger da også at sætte et personligt præg på biopic'en Mr. Turner, men desværre lykkes det ikke Leigh - trods den lange spilletid - at gøre tilskueren klogere på kunstneren.
Portrættet af Turner er fladt og monotont, og man mærker aldrig, om der er noget følelsesmæssigt på spil hos karaktererne. Det eneste forhold, som sætter et kærligt aftryk, er Turners forhold til sin far (varmt spillet af Paul Jesson). For efter 2,5 times spilletid sidder man og funderer over, hvad alle de personer omkring Turner har bidraget med. Hvorfor skal vi f.eks. se Turner synge en rørende duet med en pianist; hans uligeværdige bekendtskab med maleren Haydon; hans samspil med øvrige medlemmer af den kunstneriske elite; og hans anstrengte forhold til en eks og deres to døtre, når der ikke kommer nogen mening ud af det? Der er aldrig noget på spil for Turner, udover hans eget indre måske. Men hvorfor får man så ikke et nærmere bud på det?
En anden spøjs ting i Mr. Turner er husholdersken Annas karakter. Under næsten hele filmen sidder man og undrer sig over, hvad hun er for en særling. Der er gjort meget ud af at vise hendes skævheder og psoriasis - dog ikke nogen information, man kan bruge til at greje Turner.
Noget af det eneste interessante i Leighs værk er muligvis scenen, hvor Turner er bundet til masten på en båd, som en slags galionsfigur, så han kan opleve en af de storme, som han maler. Den viser en lille bid af den excentriske person, som kunstneren var kendt for at være. Men det er desværre for lidt i en film, der i bund og grund skal fortælle os om en kunstner og hans forhold til sit værk og liv.
Mr. Turner giver derfor et overfladisk portræt af en stor kunstner. Til nød kan den særegne fortolkning af Timothy Spall, som den uhøflige, knurrende og brummende Turner, samt den dekorative epokescenografi holde tilskuerens opmærksomhed.
Mr. Turner
