Flere nyheder

 
Film
I Am Here

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
I Am Here
Ons. 7. jan. 2015

(Foto: Nordisk Film)

Anders Morgenthalers indie-drama, "I Am Here" med Kim Basinger i hovedrollen, handler om en kvinde, hvis største ønske er at få et barn. Filmen omhandler et følsomt emne, som desværre går tabt i teknikken. Ofte fremstår den mere som en videoinstallation på et kunstmuseum end som en spillefilm.

I Am Here er både skrevet og instrueret af danske Anders Morgenthaler, der spillefilmsdebuterede med Princess i 2006. Med Thure Lindhardt i hovedrollen modtog filmen gode anmeldelser på den europæiske filmscene. Morgenthaler har siden beskæftiget sig med tv, men er nu aktuel med dramaet I Am Here, der bl.a. beskæftiger sig med problematikken omkring børneprostitution i Østeuropa.

I Am Here havde verdenspremiere på Fantastic Fest 2014 i Austin. Filmen er en art biologisk thriller, hvor Oscar-vindende Kim Basinger i hovedrollen som erhvervskvinden Maria tager sin frugtbarhed i egen hånd. Maria har alt, hvad hun kunne tænke sig, men biologien vil ikke lade hende få sit største ønske opfyldt, nemlig at blive mor. Efter flere aborter får hun at vide, at hun ikke kan bære et barn. Ude af stand til at acceptere sin skæbne, begiver hun sig ud på en desperat og farlig mission i Tjekkiets prostitutionsunderverden for at realisere sin drøm. Hun får hjælp af junkien Christian (Jordan Prentice), der mod en lukrativ betaling i kontanter skaffer hende et barn. Men selvom det miljø, som babyerne befinder sig i, er alt andet end ideelt, overvejer Maria ikke, at selv en 15-årig prostitueret kan elske sit barn af hele sit hjerte.

I Am Here behandler et moralsk komplekst emne: Kan man bare stjæle/købe et barn med det argument, at det får værre kår hos, eksempelvis, sin prostituerede mor? Umiddelbart ja, eller? For hvem har ret til at spille Gud i sådan nogle situationer? Måske er der noget rigtigt i, at nogen mennesker ikke skal være forældre?

Maria har umiddelbart ingen hensigt om at såre nogen, men den moralske gåde ligger i hendes manglende eftertænksomhed, der samtidigt bliver hendes egen og menneskene omkring hendes straf. På mange måder kan man sige, at hendes moderlige drivkraft har drevet hende mod en slags psykopati - hvilket man især vil erfare, når man opdager, hvordan hun ender med at få sit ønske opfyldt. Basingers skuespil er fortrinligt til at portrættere den midaldrende kvinde Maria. Hun er en kompleks kvindefigur, for hvem fiasko er uacceptabel, og vil sikkert kunne analyseres mangt og meget i akademiske opgaver.

Morgenthaler bruger sit kamera, miljø og lyd til at formidle det ængstelige ved historien. Der er tale om utroligt smukke billedsekvenser af naturen, der henleder tankerne mod Triers Antichrist, mens de foruroligende lydelementer sammen med billederne af undergrundsmiljøet, hun bevæger sig i, minder om David Lynchs Inland Empire. Og til slut er Terrence Malick på sin vis også repræsenteret i det mere bibelske lag med den lysende pige, der taler til sin mor Maria. Opmærksomheden på de tekniske detaljer er allestedsnærværende, men desværre gør det også, at det følelsesmæssige aspekt i historien mister sin overbevisningskraft. Især da det ofte er lidt anstrengende at have fornemmelsen af at være tilskuer ved en videoinstallation på et kunstmuseum nærmere end publikum til en film i en biografsal.

I Am Here er en film, som giver meget at tænke over, men desværre bliver bestræbelserne på at skabe et perfekt teknisk værk også noget forstyrrende, da det delvis flytter fokus fra, hvad der kunne have været en dybere fortælling om følelser, den menneskellige psyke, moral og etik. Med mindre man selvfølgelig analyserer filmen til, som Maria, at have distanceret sig fra al empati.

I Am Here

Filmen har premiere ved eventvisninger 6.-14. januar
Se spilletider
Se filminfo