Tag en god håndfuld af de største stadionklassikere fra 70'erne og 80'erne, pust nyt liv i dem med en solid omgang bluegrass udført af fire udknoldede amerikanere, der lærte at håndtere en banjo inden de fik fat i deres mors patter, og du har et konceptalbum, som sparker festen i gang!
Hair Down To My Grass er fyldt med lige dele seriøs musiceren på de respektive bluegrass instrumenter og en solid omgang humor. Numrene, som kommer under kærlig behandling, er stadionklassikere, som de fleste har skrålet med på engang, men som i dag for det meste er håbløst forældede og fremstår allermest som buldrende anakronismer. Tag eksempelvis "The Final Countdown", som umuligt kan være populær i dag ud over Sveriges grænser, eller Scorpions ulidelige epos "Wind of Changes", der er et klassisk skoleeksempel på, hvordan man ikke skal skrive et hit i dag. Det forunderlige ved Hayseed Dixie er, at man risikerer at blive suget ind i deres forunderlige univers, og når man kommer ud på den anden side efter 12 numre, er man faktisk blevet underholdt på en højt kvalificeret måde.
Ved første gennemlytning var jeg eksempelvis flad af grin, da det med gru gik op for mig, at "Wind of Change" blev forsøgt fremført på tysk. Det er sgu da humor! En fuldfed amerikansk accent i en håbløs tysk oversættelse af en engelsksproget tysk klassiker, som oprindeligt ikke indeholdt et gran humor. Bedre bliver det ikke, men man må håbe, at Mr. John Wheeler fremover vil afholde sig fra at synge på tysk. For kønt er det dælme ikke.
Det er dog ikke fladpandet humor det hele. De enkelte instrumenter i Hayseed Dixie bliver behandler virtuost, og der er ingen tvivl om, at bandet kan deres kram. Især Pink Floyds "Comfortably Numb", Motörheads "We are the Roadcrew" og min egen personlige favorit Blue Öyster Cults "Don't Fear the Reaper" fra 1976, fungerer glimrende. Her giver Hayseed Dixie originalerne nyt liv med deres sprælske bluegrass fortolkninger, og her viser bandet, at de rent faktisk mener det alvorligt.
Hayseed Dixie's projekt står og falder dog med, om lytteren er i stand til at høre den kompetente bagvedliggende musikalitet, de fire amerikanere rent faktisk besidder, i samklang med den aldeles udknaldede og fandenivoldske humor, bandet oser af fra start til slut. Kan man ikke se humoren i Hayseed Dixie, er der ikke noget at gøre, så vil bandet ikke være sjovere end de utålelige vittigheder, den bøvede onkel altid leverer til familiefesterne, når han har fået en snaps for meget. Er man heller ikke til banjo, violin og guitar i klassisk bluegrass, skal man for alt i verden holde sig langt væk fra Hayseed Dixie's fortolkninger af rockklassikere, som de efterhånden har praktiseret på alle deres mange udgivelser.
Hair Down To My Grass får ikke desto mindre en god anbefaling med herfra, da man skal være både tonedøv og en vindtør stivstikker, hvis ikke man bliver underholdt bare en lille smule af de gale amerikanere. Er man som jeg underholdt af deres seneste album, kan man udbygge oplevelsen ved at se bandet live, når de gæster Danmark med hele fem koncerter i løbet af marts måned.
Hayseed Dixie's Hair Down To My Grass udgives 12. januar 2015
