(Foto: Henrik Petit, Nordisk Film)
Susanne Biers "En Chance Til" viser, hvor ekstremt "anstændige mennesker" kan handle, når tragedien udvisker linjerne for, hvad der er rigtigt og forkert. Flere store danske skuespillere er repræsenteret i en forfærdelig fortælling om forældre, der mister deres børn.
Andreas (Nikolaj Coster-Waldau) og Simon (Ulrich Thomsen) er politibetjente med meget forskellige liv: Andreas lever den fynske idyl med sin svenske kone Anna (Maria Bonnevie) og deres nyfødte søn Alexander; mens Simon er nyligt skilt og jævnligt beruset. En dag rykker politimændene ud til nogle uroligheder i et junkiepars hjem, hvor Andreas bliver chokeret over at finde babyen Sofus liggende i sin egen afføring inde i et klædeskab.
Da Alexander dør, tilsyneladende ved vuggedød, er Anna og Andreas i dybt chok. Anna truer med at begå selvmord, og i al sin afmagt bytter Andreas Alexanders lig ud med Sofus og tager Sofus med hjem til sig selv og Anna. For han mener, at de kan give ham et bedre liv, end et junkieforældrepar kan. Dette bliver selvfølgelig en enorm beslutning, der er svær at gøre om, og som ikke vil tillade ham og Anna at sørge ordentligt over deres tab.
Susanne Biers sidste danske film Hævnen (2010) vandt en Oscar, og efter publikumssuccesen Den Skaldede Frisør (2012), er hun stærk tilbage med En Chance Til, der i vanlig Bier/manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen-stil viser en meget usædvanlig situation, hvor mennesker tackler yderliggående følelsesmæssige omstændigheder på ekstrem vis. Bier har for vane at bruge det vidtgående følelsesmæssige tvist i plottet på sådan en kreativ måde, at man har svært ved at dømme karaktererne ud fra morale og etik. Især da man på sin vis kan forestille sig den depression og vanvid, der affødes af tragedien.
En Chance Til er spækket med gode og troværdige præstationer: Især Nikolaj Lie Kaas som junkien Tristan er fremragende, mens modellen Lykke May Andersen heller ikke gør det dårligt i sin skuespillerdebut som Tristans partner Sanne.
Filmen indeholder ubehagelige scener, bl.a. dem med spædbarnet Sofus, der ligger tilsmudset i sin egen afføring, og efter sigende skulle publikum være gået ud af biografen under udenlandske visninger. Men generelt er det billedlige univers smukt med dets kontraster: Det småborgerlige fine hjem med julens lysguirlander versus hhv. det kriminelle miljø som Tristan og Sanne lever i og selvfølgelig tragedien med Alexanders død.
Susanne Biers En Chance Til viser vantro, fortvivlelse og smerte i en smuk kombination. Hun er hensynsløs i sin portrættering af, hvad mennesker kan være i stand til. Bier udviser ømhed og forståelse for sine karakterer, samtidigt med at hun afprøver sit publikum med fortællinger, der er jordnære tilsat en menneskelig ekstremitet, som ikke er helt uvirkelig. Men på trods af dette er det, som om En Chance Til mangler et eller andet "je ne sais quoi". For denne anmelder følte sig egentligt ikke særlig rørt under filmen. Værket er spændende og sætter tanker i gang, men det går ikke ind og rammer dybt, ligesom eks. Hævnen eller Brødre gjorde (om man skal være forældre for virkeligt at kunne sætte sig ind i det følelsesmæssige aspekt, skal jeg ikke kunne sige). Sagen er, at man ikke føler sig personligt involveret i historien, men blot som en udefrakommende betragter.
Den manglende evne til at nå helt ud til publikum, sammen med Ulrich Thomsens noget klichéfyldte karakter, der synes tvunget ind i historien for at kunne løse konflikten til slut, gør, at resultatet af En Chance Til bliver en smule haltende. Undertegnede vil dog stadig anbefale, at man ser filmen, for selvom den ikke er til topkarakterer, så formår Susanne Bier alligevel, som vanligt, at formidle et spændende og anderledes synspunkt på den menneskelige adfærd.
En Chance Til
