Flere nyheder

 
Teater
Kvinde!!!

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kvinde!!!
Tir. 13. jan. 2015

(PR-foto)

Hvor meget må en kvinde fylde? Kan man være feminin, selvom man spiller fodbold? Hvor klamme jokes kan man tillade sig at fyre af på en scene? Og hvordan skal vi i og for sig finde os til rette i kvinderollen anno 2015? Det er nogle af de spørgsmål, Sanne Søndergaard prøver at besvare i sit nye stand-up show "Kvinde?".

Beyoncé har i 2014 slået sig fast som en klar fortaler for den moderne feminisme, og netop tonerne af hendes musik er det første, man mødes af i foyeren til Frederiksbergscenen, hvor Sanne Søndergaard har premiere på sit nye stand-up show Kvinde?. Og man kunne netop frygte, at et show med sådan et navn ville komme til at bevæge sig hen i noget rødstrømpefeministisk og mandehadsk. Men Søndergaard er meget hurtig til at fastslå, at hun bestemt ikke vil leve uden manden og særligt et af hans organer: "Pik er som en kattekilling, dyppet i Ben & Jerry's, rullet i bacon og som dufter af ny bil."

Med Sanne Søndergaard er det lige på og hårdt. Der går ikke mange minutter, før hun har løftet stemningen i hele salen med sin sjove, grove og til tider lidt klamme humor. Emnet for showet kredser omkring kvinderollen og kønsidealer. Hun er god til at påpege forskelle på, hvad mænd og kvinde gør, som man måske ikke havde tænkt over. Søndergaard fremhæver, at vi kvinder må bryde nogle af de forventninger, som er blevet pålagt kvinderollen gennem tiderne, og at kvinder skal tillade sig at fylde mere. Både i forhold til arbejdsmarked, seksualitet og kropsform.

Sanne Søndergaard selv er et godt eksempel på en bramfri kvinde. Hun indtager scenen med overbevisende selvtillid og masser af karisma. Hun fylder i rummet med sin larmende gestik og højrøstede stemme. Hun langer ud efter sine mandlige stand-up-kollegaer, som har mange fordomme mod "den sjove kvinde". Med mindre hun er Linda P og lesbisk, selvfølgelig..

Kvinde? er et gennemtænkt og meget ærligt show. Det tager på en humoristisk måde fat om nogle centrale problemstillinger, uden at det bliver moraliserende. Eneste tidspunkt, Søndergaard taber sit publikum en smule, er i andet sæt, hvor hun bevæger sig ud i en snak om racisme. Men ellers er hun god til at fastholde publikums fokus og holde lattermusklerne i gang.

Selvom det handler om kvinden og hendes hverdagsbekymringer, er det bestemt også værd at tage ind og se som mand - måske man kunne få sig en "aha"-oplevelse. Den røde tråd er tydelig gennem hele showet, og vigtigst af alt er det bare et hylende morsomt show, hvis man er til ærlig og grov humor.

Kvinde?
Frederiksbergscenen

Se spilleplan