(Foto: UIP)
Stille tragedie er et forstyrrende indblik i besættelse og ambition
Mindre indie assemble-film, hvor store filmstjerner skal prøve kræfter med en anden type roller end dem, de typisk tilbydes, er blevet det nye sort i Hollywood. Indirekte set giver det mulighed for at være kreativ uden de helt store økonomiske tab for de store produktionsselskaber - der er endda lavet indie underselskaber hos eksempelvis Warner og Universal - mens skuespillerne kan bevise, at de har flere strenge at spille på. Foxcatcher er en af de mere iøjnefaldende produktioner i den henseende, da bl.a. komikeren Steve Carell og actionstjernen Channing Tatum for alvor kan spille med musklerne.
Baseret på en autentisk historie, følger vi i Foxcatcher den tidligere olympiske guldvinder i brydning i 1984 i Los Angeles, Mark Schultz (Channing Tatum). Som indelukket muskelmand, med en i forvejen tyndslidt selvtillid, står han i kontrast til storebroren og familiemennesket David Schultz (Mark Ruffalo), der er både udadvendt og vellidt. Da David også er tidligere olympisk guldvinder i brydning, hjælper han Mark med i den intense træning frem til OL i Seoul i 1988. Da en af USA's rigeste mænd, John E. du Pont (Steve Carell), opsøger Mark i bestræbelserne på at opbygge det bedste bryderhold i verden, ser der ud til at være nye og lyse tider på vej for Mark. Den store bryder og rigmanden udvikler fra start et far-søn-forhold, mens det dog går op for Mark, at du Ponts ambitioner dækker over en sygelig besættelse af at vinde anseelse og respekt hos sin iskolde mor (Vanessa Redgrave).
Instruktør Bennett Miller har været i gang med udviklingen af Foxcatcher siden 2007, hvilket kan mærkes på resultatet. Også selvom omdrejningspunktet er en af de såkaldte baseret på en autentisk historie-dramaer, der ofte lever på dette faktum i sig selv, frem for at være gode film. På mange niveauer er Foxcatcher lidt af en kraftdemonstration, hvor hårdt arbejde produktions- og præstationsmæssigt er endt med en vellykket film.
Foxcatcher er langsomt fortalt. Lange indstillinger og underspillede præstationer indgyder fra start et slæbende tempo og en urovækkende atmosfære. Brydersekvenserne er naturligvis fysiske, men fremstilles som en præcis lige så afmålt udtryksform som Marks utilpassede dialog. Ganske vist er Mark målrettet som topatlet på verdensklasseniveau. Set ud fra en introvert hovedperson, der lever med konstant præstationsangst og usikkerhed, fremstår filmens visuelle udtryk hæmmet og udtømt for farver. Mark er en stille gigant, og han ledes nemt på afveje af en du Pont, der ser ham som et prestigetrofæ, mens du Pont samtidig er jaloux på de to Schultz-brødres tætte forhold.
Trekantsdramaet mellem brødrene og du Pont fungerer ikke alene godt pga. Bennett Millers sans for stille tragedie, men i særdeleshed pga. hans eminente personinstruktion. Channing Tatum er ganske enkelt fremragende som hæmmet mesterbryder med selvtillidskvaler, mens Mark Ruffalo er god i rollen som sympatisk og pædagogisk mentor. Mest iøjnefaldende er dog Steve Carell. Den ellers lattermilde komiker disker op med en overraskende mesterlig opvisning i sygeligt magtbegær og personbesættelse. En Oscar-nominering for bedste mandlige birolle bør være en selvfølge; ligesom der bør falde en Oscar eller to ned i favnen på Bennett Miller & co for at skabe en af årets mest tankevækkende og bedste film.
Foxcatcher
