(Foto: Filmbazar)
Guantánamo Bay-drama er et menneskeligt, men søgt, kammerspil om umenneskelighed.
Det er sikkert og vist. Traumebehandling er et udbredt popkulturelt fænomen, særligt når traumet er opstået på en national eller global scene i forbindelse med krig. Groft sagt er det den nemmeste måde at nå ud til masserne på. Om det inden for fiktionsfilm fungerer som andet end underholdning, kan dog diskuteres. I amerikansk regi er behovet for at fremstille krigstraumet formentlig noget mere udtalt end hos andre nationer. Alligevel har det knebet gevaldigt for den amerikanske selvbevidsthed at se sig selv i øjnene i forbindelse med det kontroversielle militærfængsel Guantánamo Bay; i hvert fald i populærkulturel sammenhæng. Det forsøger man at råde bod på med Camp X-Ray, som fint opstiller den åbenlyse umenneskelige absurditet ved G-Bay, men filmen tør slet ikke nok.
Den menige soldat Amy (Kristen Stewart) er blevet sendt til Guantánamo Bay som et led i sin militærtjeneste. Uden helt at vide, hvad hun går ind til, bliver hun vidne til forholdene for de politiske fanger på basen. Fra at være præget af den gængse grundholdning om, at de indsatte er ondskabsfulde terrorister, går det op for den unge soldat, at omstændighederne ikke er helt så firkantede. Til trods for at have fået ordre om det modsatte indleder Amy diskret et venskab med Ali (Peyman Moaadi), der har siddet i fangeskab i otte år. Dette er naturligvis ikke uproblematisk, hvilket også former Amys menneskesyn i forhold til militærfængsler.
Lige så naiv som karakteren Amy fremstår, lige så harmløs fremstår historien i Camp X-Ray. Essensen i filmen er at opfordre til forståelse og samhørighed. Det er jo en smuk tanke at få svesken på disken, i håbet om at skabe en eller anden form for oplysning eller debat om de menneskelige forhold på militærbaser. Det lille en-til-en drama, samt de personlige konsekvenser på begge sider af hegnet og deres udviklingen som mennesker i mødet med hinanden, fungerer fint som et teatralsk opsat kammerspil. Det hele ender dog med at blive en sludder for en sladder. Simpelthen fordi, at der ikke trækkes noget tankevækkende eller vedkommende op af hatten, som kunne ridse i lakken. Hvad end den skulle være et stærkt drama eller politisk kommentar; Camp X-Ray vil alt for lidt i forhold til det ellers interessante afsæt.
Rammerne for den sprængfarlige historie er til stede, men bliver forbigået. Fokus er på historien om Amy og Ali, og hvordan de begge tager noget med fra deres kortvarige snakke. At oplevelsen bliver skelsættende og livsforandrende fremstår ærligt talt en kende fjollet og et godt stykke væk fra enhver form for realitetssans. Det, der hæver standarden til, at her rent faktisk er en glimrende film gemt, er kemien og præstationerne af Kristen Stewart og Peyman Moaadi. Stewart viser, at det er muligt at presse en overbevisende følelsesmæssig præstation ud af en uvidende og uerfaren, men under overfladen kompleks karakter. Peyman Moaadi leverer dog varen med blod, sved og tårer, og er den egentlige grund til at se Camp X-Ray. Den 43-årige iraner, der er bedst kendt for den Oscar-vindende A Separation, stjæler billedet gang på gang, og det bliver spændende at se ham fremover.
Camp X-Ray
Se spilletider
Se filminfo
