(Foto: Twentieth Century Fox)
"Birdman" er både en barsk satire og et hjerteskærende eksistentielt drama. Mens stemningen balancerer perfekt imellem komikken og tragedien, tages publikum på en gedigen kameratur rundt omkring produktionen af et teaterstykke på Broadway. Det er filmet teater i bedste forstand.
Kameramanden bag Birdman, Emmanuel Lubezki, har stået bag så fænomenalt filmede værker som Gravity, Children of Men og The Tree of Life. Han skal fremhæves her, for selvom Birdman foregår nede på jorden og over et par enkelte dage, så flyder og flyver kameraet ligeså visuelt opfindsomt rundt. Således fremstår hele filmen som ét langt one-take omkring teateret. Det er selvfølgelig en illusion, men stilen understøtter Birdmans centrale tema om, hvordan vi alle opbygger kulisser omkring vores person, vores liv og vores virkelighedsopfattelse.
Hvornår har man opnået nok i sit liv til at sige, at man reelt har eksisteret? Det er det spørgsmål, filmstjernen Riggan Thomson kæmper med. Michael Keaton er castet i rollen, og Riggans karrierefald matcher næsten for godt Keatons eget filmkatalog, hvor Batman-filmene er forblevet et højdepunkt. I Birdman har Riggan for tyve år siden haft succes i en række film som superhelten Birdman. Siden da er det gået ned ad bakke med både karrieren og familielivet, og nu forsøger Riggan at gøre comeback via et teaterstykke på Broadway, som han selv både har adapteret fra en Raymond Carver-bog, instruerer og spiller hovedrollen i. Alt er satset. Penge, prestige, og ikke mindst hans egen mentale sundhed. Men det hele smuldrer i dagene op til premieren.
Keaton er fremragende i hovedrollen. Han giver Riggans kollaps adskillige lag, der på stærkt underholdende vis både udstiller og skaber sympati med filmstjernens selvoptagede projekt. Men det er en narcissisme, der er koblet til et menneskeligt behov for blot at være til, at have en betydning for sin omverden, hvor flygtig den fornemmelse så end må være.
Med de mange kamerature rundt på teateret og ind og ud af Riggans fantasi er Birdman et godt eksempel på, hvad filmmediet kan, som ingen andre medier er i stand til. Hoppene mellem frontstage og backstage, mellem fantasi og virkelighed, mellem kameraet og skuespillernes synspunkt. Det hele går op i en højere leg, hvor flere af skuespillerne får lov til at sprudle. Det gælder særligt Edward Norton som en moderne Brando-parodi, der yderst symbolsk kun kan få den op at stå på scenen.
Tonen er humoristisk, og hver gang en af karaktererne ser ud til at være nået ind til noget virkeligt underfundigt om tilværelsen eller kærlighedens væsen, så punkteres det af en tør kommentar eller en skuespiller, der er frustreret over, at det netop ikke føles ægte nok. Der har været fire manuskriptforfattere henover filmen, inklusiv instruktøren Alejandro Iñárritu, men det store hold lader til kun at have været en styrke for filmens dialog, der sprudler i næsten hver eneste scene.
Birdman er konsekvent i dens bearbejdning af temaet om illusionens betydning for vores eksistens som mennesker. Men det, der løfter filmen det sidste stykke op til potentiel status som nyklassiker, er, at den formår at brede dette tema længere ud end blot til teaterverdenen. Birdman er i sidste ende ligeså meget en spydig kommentar til vores performancedominerede hverdag, hvor jagten går på likes, views og retweets. Den ulideligt lette illusion af at være ekstra meget tilstede via de online udstillingsvinduer er noget, alle kan forholde sig til; ikke kun krukkede filmstjerner. #Livet-er-en-scene og alt det der.
Birdman
Se spilletider
Se filminfo
