(Foto: 41shadows)
Polsk film fortsætter sit moderne gennembrud med tankevækkende og overdådigt mesterligt drama.
Når snakken falder på central- og østeuropæisk film, er der en tendens til at fokusere på den russiske tradition. Med Sergei Eisensteins, bogstaveligt talt, revolutionerende montagefilm i 1920'ernes stumfilmsperiode, samt Andrei Tarkovskys metafysiske og overæstetiserede filmsprog i 1970'erne kan det være svært andet. Dog har polsk film sin egen stolte filmhistorie, der om nogen var med til at påvirke bl.a. den franske nybølge og den italienske neorealisme. Markante instruktører som Andrej Wajda, Krzysztof Kieslowski og Roman Polanski har i nyere tid været de største kommercielle eksponenter, men ellers har der internationalt været stille omkring polsk film. Med den netop Oscar-nominerede Ida, og nu Sange fra en sigøjner, er der i høj grad grund til at vende blikket mod øst igen.
Sange fra en sigøjner er baseret på en virkelig historie om den polske sigøjnerkvinde Papusza, fortalt i fragmenteret kronologi fra hendes fødsel til alderdom. Hun gør op med romatilværelsen ved at trodse traditioner og bl.a. lære at læse og skrive. Papusza bliver i en tidlig alder giftet bort til sin onkel, men hun udvikler et forhold til en ung jødisk forfatter, Jerzy Ficowski, som bemærker hendes unikke talent for poesi. Han overtaler hende til at udgive sine digte, som hun siden bliver berømt for. Prisen for at udfordre det traditionelle kvindebillede, og blive den allerførste kvindelige sigøjnerdigter, er imidlertid høj; Papusza risikerer at blive udstødt af sine egne, mens hun i fællesskab med Jerzy kæmper for at nedbryde fordomme. Både internt hos sigøjnerne selv, og ikke mindst verdenen udefra.
Melankoli og livsklog poesi er gennemgående i Sange fra en sigøjner. Som i Pawel Pawlikowskis Ida er fortællingen om Papusza skildret i sort og hvid. Og et eller andet kan de polske filmfolk altså gøre i de nuancer, som ingen andre kan netop nu. Instruktørerne Joanna Kos-Krauze og Krzysztof Krauze formår at sammenflette en stilfærdig magisk realisme via ydmyg og underspillet mystik, der trods et slæbende tempo er knusende insisterende. Fem års produktion har lønnet sig med indtil videre 120 filmpriser, hvilket bestemt ikke er uden grund.
For sigøjnere er der ikke fortid og nu - tiden er ét. Måske fordi romaerne altid har været et udsat folkefærd. I nyere tid bl.a. via Holocaust og det kommunistiske regime, hvor de enten er blevet dræbt eller presset til normalisering ind i samfund, selvom deres hjem er på vejene. Narrativen i Sange fra en sigøjner er henlagt i en rammefortælling, hvor tidslige nedslag i Papuszas liv fra 1911 til 1971 genfortælles ud fra hendes umiddelbare erindringsstrøm, og ikke ud fra en klassisk kronologi. Underbygget med den førnævnte fantastiske visuelle side, ofte henlagt i flere minutter lange totalbilleder med uhørt detaljegrad af eksempelvis livet i Papuszas sigøjnerlejr, indskriver Sange fra en sigøjner sig ikke alene i polsk filmhistorie, men også den central- og østeuropæiske.
Sange fra en sigøjner
