(Foto: Henrik Ohsten Rasmussen)
"Lort" spiller på Husets Teaters lille scene. Danica Curcic sidder helt alene foran publikum. På en piedestal omkranset af hvide vægge. Hun er nøgen og sidder med ryggen til. Hun vender sig om, og det begynder. En monolog på en time. Intenst. Dynamisk. Energisk. Vredt.
Dét, vi efterhånden får at vide om hende: Hun er en ung italiensk kvinde, hendes far kastede sig ud foran et tog, da hun var tretten, og hun synes, hun har et problem med sine lår. Hun taler om at blive opdaget, om at vente på at de ringer fra fjernsynet, om at gribe chancen når den kommer og om at blive berømt trods problematiske lår.
Danica Curcic tryllebinder publikum. Hun modulerer sine sætninger, så alle de stemmer, hun har inden i sig, bliver levende for os. Snart er hun lille og svag, snart eksplosiv, snart nervøst befippet, snart nøgtern. Hendes krop bliver et sitrende instrument for det pres, der kommer inde fra hende selv, men i høj grad også ude fra samfundet. De to ting hænger uadskilleligt sammen i et Italien a la Berlusconi. Et Italien hvor en kvindes inderste ønske må være at blive én af de høje, slanke og smilende kvinder i fjernsynet. At blive berømt på en måde. Uden at sige så meget, men bare stå der med sit udseende og flankere en mand i jakkesæt, mens han forklarer sit syn på verden.
Til gengæld siger kvinden på piedestalen noget. Hun siger virkelig meget. En banal iagttagelse, for det er jo det, der udgør monologen. Alligevel bliver det en vigtig pointe. For opstillingen med en nøgen kvinde som en figur på toppen af noget, der ligner en flødeskumskage, lige i spotlightet, udsat for publikums beskuelse, udtrykker netop den udsathed, hun taler om. Og i det perspektiv bliver ordene, der strømmer ud ad hendes mund, et slags værn mod verden. Publikum kigger på hende, men hun styrer showet.
Dobbeltheden ligger i, at selv om hun tager magten med sine ord, i den tid stykket varer, selv om hun får lettet trykket og kommer af med sin vrede, sit lort, ja så er hun ikke desto mindre et offer. Hun siger ikke nej, men forbliver et offer for en far, der først passede på hende, som en pingvinfar på sin lille pingvinunge, og siden lod hende i stikken. En far der fortalte hende, at blandt de tusinde, der skabte Italien, var der én kvinde. Offer for en forestilling om, at vejen til at blive netop den kvinde går gennem at sælge ud af sig selv, deltage i fjernsynets lort og tilfredsstille mænd i jakkesæt.
Curcic gør det eminent godt. Rie og Simon Bobergs oversættelse af Christian Ceresolis italienske forlæg, La Merda (2012), er også virkelig fin. Når stykket ikke kommer helt op i uforglemmelighedens luftlag, så skyldes det en vis endimensionalitet i budskabet. Det er et vredt skrig, der svinger sig op i et crescendo. Man kan også forestille sig, at stykket har vakt mere genkendelse blandt italienere end blandt nordboer. Men det bliver aldrig banalt og uvedkommende.
Lort
Hustes Teater
Spiller på Hustes Teater til og med 7. februar. Derefter på Teater Nordkraft
