Flere nyheder

 
Teater
Smilet er den korteste afstand

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Smilet er den korteste afstand
Fre. 23. jan. 2015

Har du ikke haft fornøjelsen af at besøge teatret Prøvehallen i Valby, er chancen der nu. Mungo Park Kolding gæstespiller fra 21. januar-1. februar med forestillingen "Smilet er den korteste afstand". Men uanset hvor langt du har, er det her noget, du bør rejse efter.

Smilet kan eliminere frygt. Det opdagede Victor Borge, da han forsøgte at finde en måde at tøjre sin nervøsitet, inden han gik på scenen. Victor Borge er kendt som verdens måske morsomste mand. Når han gik på scenen, havde han publikum i sin hule hånd. Han skabte en helt særlig blanding af musik og klovneri, som var elsket verden over.

Det er videnskabeligt bevist, at smilet er den korteste afstand mellem to mennesker, og at vi bedst fastholder andres opmærksomhed med et smil. Og i denne forestilling er der ikke langt mellem smilene. En klovnenæse stikker forsigtigt frem bag forhænget. Trine Gadeberg og Frank Thiel er hver iklædt en flot smoking og røde klovnenæser. Med mimik og begejstring leger de to meget egocentrerede, men knap så talentfulde eksistenser. Med afsæt i Borges musikalske klovnerier kæmper de en ivrig kamp for at være publikums favorit. Men det er først, da de finder ud af at arbejde sammen, at magien opstår.

De to klovne er drøn charmerende. Med et lille host og nogle stumme blikke skaber Trine Gadeberg og Frank Thiel et rum, hvor latteren sidder løst på tøjet. De er gode til at have kontakt til publikum, så vi næsten automatisk griner - præcis som Borge. Det er faktisk svært at tage alvorligt. Ikke desto mindre opstår der også nogle fine, bevægende øjeblikke, hvor man får lyst til at udbryde "nååårh". Stykket handler nemlig også om kærlighed, og hvordan de to gennem mange prøvelser forelsker sig i hinanden. Men som mange andre par i dagens Danmark må de til parterapi. Hvis parterapi foregik som det gør her, ville alle par gå glade og grinene hjem.

Kommunikationen mellem de to er langt hen ad vejen mimik og volapyk. Til stor glæde for min sidemand, hvis grin kun kunne bekræfte skuespillernes evner. Der er tale om lavthængende slapstick-komik, men naiviteten og legesygen smitter, og derfor fungerer den. Det er svært at være klovn hele tiden, og der er en hårfin balance mellem at være en sjov klovn eller en ynkelig klovn. Trine Gadeberg og Frank Thiel balancerer med præcision på balancebommen. Det er godt instrueret af Moqi Simon Trolin og godt fuldført.

Ingen Kjeld uden Dirch, ingen Linje 3 uden Dronningen og ingen Victor Borge uden den fonetiske tegnsætning. Det var et af hans mest populære numre. Punktum, komma, udråbstegn, spørgsmålstegn og så videre får nyt liv, når det læses op som lyde. Den har naturligvis også fundet sin plads i denne forestilling som en duet mellem vores forelskede par.

Forestillingen er dejlig let, og hvis man trænger til at grine og mærke, hvor kort afstanden faktisk er til smilet, kan det varmt anbefales. Nej ikke anbefales; befales. Se det, grin og giv et smil til sidemanden på vej hjem. Det trænger vi alle til.

Smilet er den korteste afstand
Prøvehallen

Frem til 1. februar