(Foto: Warner)
Potent sci-fi sparker året i gang.
Siden Matrix-filmene har det knebet for de to Wachowski-søskende rigtigt at komme på ret spor igen. De viste tænder i den ambitiøse, men temmeligt rodede, Cloud Atlas fra 2012 - hvor tvivlsomme projekter som Speed Racer og V for Vendetta ellers har været de blandt de seneste filmiske nedslag. Jupiter Ascending er vanen tro ekstremt ambitiøs og en noget svulstig cocktail. Det er også et af de mest fantasifulde sci-fi eventyr i rigtigt mange år, som i den grad river fat i det indre legebarn.
Jupiter Jones (Mila Kunis) er en ung kvinde, der mildest talt er træt af sin tilværelse som rengøringsdame. Som sin far drømmer hun sig væk i nattehimlens mange planeter og stjernesystemer i håbet om, at livet viser sig fra en anden side. Drømmene får hun opfyldt en dag, da hun bliver overfaldet af underlige rumvæsener og reddet af lejesoldaten Caine (Channing Tatum). Det viser sig, at Jupiter er en del af et omfattende intergalaktisk magtspil. Universets mest magtfulde familie har tilsyneladende en genetisk forbindelse til Jupiter, som har betydning for Jordens overlevelse.
Historien som det ubetydelige lille menneske, der alligevel har en omfattende betydning for verdens overlevelse, er set utallige gange før. Det er dog aldrig før set så vanvittigt eksekveret som i Jupiter Ascending, så overdrevet og så langt ude. Ingen tvivl om at Wachowski'erne igen vil dele vandene med en af de mest absurde sci-fi film, Hollywood nogensinde har spyttet ud. Jupiter Ascending er omvendt også en af de mest potente, selvironiske og fantasifulde eventyrfilm, set ud fra en svært tilfredsstillende overmættelse af finurlige påfund.
De to Wachowski-søskende har aldrig været beskedne, når det handler om at låne eller lade sig inspirere. Jupiter Ascending er derfor også en nærmest sanseudvidende eksplosion af popkulturelle referencer, klasket sammen i en alle mulige og umulige hybrider. Alt fra græske myter og sagnfigurer, æstetik og kejsere fra Antikken, japansk anime, Advanced Dungeons & Dragons, Farscape, Mass Effect, teenage soap og naturligvis Matrix-universet. Pompøs og teatralsk, som en rumopera på LSD, men stadig helt sin egen.
Referencerne er én ting, noget andet er rammerne, som i sidste ende får det hele til at gå op i en højere enhed. Effektarbejdet er overjordisk imponerende, hvilket mod alle odds skaber et troværdigt univers ud fra den svulstige præmis. Forfriskende er det også at se så passende skuespillere. Channing Tatum, der for alvor viste sit værd i Foxcatcher, er perfekt som den kompromisløse lejesoldat med eget æreskodeks, mens Mila Kunis præsterer i en uvant fysisk rolle. Iøjnefaldende er også Sean Bean og ikke mindst stjernefrøet Eddie Redmayne, som endnu engang viser, at han er en af de mest alsidige og tilpasningsdygtige skuespillere netop nu.
Rumhjelmen af for Lana og Andy Wachowski at de tør at kaste sig ud i et så ekstremt projekt, der på papiret lugter langt væk af kæmpeflop. Jupiter Ascending er et overraskende imponerede rumeventyr, der begejstret vækker det indre legebarn.
Jupiter Ascending
