At gense Mark Lanegan er efterhånden som at møde en gammel ven, for man får meget hurtigt et personligt forhold til mandens gravdybe røst. Spørgsmålet er, om Lanegans stoiske udtryk på scenen kan bringe musikken ud over scenekanten. Momentvist lykkedes det denne aften i Amager Bio. Men man bliver aldrig rigtig klog på mennesket og musikeren Mark Lanegan.
Amager Bio summede på en velbehagelig og afslappet måde, og der må have været tæt på udsolgt til aftenens begivenhed med en gennemsnitsalder blandt publikum omkring de 45. Hovedpersonen selv er lige fyldt 50, og spørgsmålet var, hvor lavmælt eller hvor rocket Lanegan ville være denne aften. Efter halvanden time kunne det spørgsmål besvares med et både-og. Der var sikre klassikere som åbningsnummeret "When Your Number Isn't Up" fra Bubblegum, de altid træfsikre "Dead on You" og "Low" fra henholdsvis Whiskey for the Holy Ghost og Field Songs, som blev leveret lavmælt og intenst. Senere kom et par overraskelser som Soul Savers' "Revival", som er det nærmeste Lanegan kommer decideret gospelmusik.
Men da "Gravedigger's Song" fra Blues Funeral og især "Harvest Home" fra det nye album Phantom Radio blev skudt i gang, skiftede koncerten for alvor fra det lavmælte til det solidt rockende. Hidtil havde det kun været vokal og guitar, men nu kom resten af bandet på scenen, og koncerten tog for alvor fart.
Det mest interessante var at høre, hvordan numrene fra det nye album ville begå sig live, og "Harvest Home" kan faktisk godt gå hen og blive en ny signatursang for Lanegan. Den har både et uptempo drive og det karakteristiske catchy refræn, som virkelig giver plads til Lanegans vokal. Mere pudsigt var det at opleve numrene "Floor of the Ocean" og "Torn Red Heart" fra det nye album med elementer af synthesizerdisco. De mere luftige, tyndbenede kompositioner virkede som en underlig og lidt uvant kobling med Lanegans vokal, og det strittede i en helt anden retning end resten af materialet. Men omvendt var det også med til at gøre aftenens show til noget lidt andet, end man måske havde regnet med.
Da ekstranumrene gik i gang, og da "Methamphetamine Blues" og "Revival" var leveret med overskud og kraft, kom endnu et fremragende nummer fra Phantom Radio, som måske handler mest om Lanegan selv. "I am the Wolf" handler om den ensomme ulv, der ikke er en del af noget kobbel, men som går sine egne veje. Og det kan man sige, Lanegan i høj grad gør. Især ved aftenens sidste nummer "The Killing Season" også fra Phantom Radio, som var et hårdtpumpet regulært disconummer og med Lanegan i en helt ny og for mig ukendt rolle. Selv vokalen lød, som om den blev kørt gennem en syntetisk vocoder, og man manglede bare discokuglen i loftet.
Når Lanegan rammer rigtigt, er øjeblikket sublimt. Han mestrer adskillige udtryk med sin stemme, og hvad han ikke har i udadvendt attitude, har hans musik i inderlighed og engagement. Svagheden ved hele Lanegans musikalske livsprojekt er måske, at han efterhånden har bredt sig over så mange musikalske udtryk, at manden selv forsvinder et sted i de brogede landskaber. Men denne aften i Amager Bio beviste han endnu en gang, hvorfor det altid er en fornøjelse og momentvist fantastisk at opleve ham live.
Mark Lanegan gav koncert i Amager Bio 2. februar
