(Foto: UPI Media)
Mr. Grey, spillet af Jamie Dornan, er lækker og farlig, som han skal være, og så kan man faktisk bære over med meget. "Fifty Shades of Grey" er ikke en god film i gængs forstand, men præmissen er en anden, og som teen-flick og guilty pleasure har den sine moments.
Annie Lennox' stemme lyder stærk og inciterende i åbningssekvensen, når hun fremfører Nina Simone-hittet "I Put a Spell on You", og åh hvor vil man dog gerne forføres og slippe for - så latterlig forudsigeligt - at skulle skrive en negativ anmeldelse. Men ak.
Det hele er sleek og perfekt på billedsiden, men også ufattelig mainstream og uden kant, hvad angår handlingen. Mr. Grey er ifølge ham selv "50 shades of fucked up". Han har - forstår vi - haft en dårlig barndom, og den bruges desværre til at forklare hans afvigende seksualitet. Alle, der har bare lidt tilovers for de mest almindelige magtlege i soveværelset, kan dermed oplagt føle sig fornærmede, for manden er på ingen måde ond sadist. Lidt blid bondage og et par smæk med pisken er, hvad det bliver til. Måske hvis Anastacia (Dakota Johnson), vores bly viol af en heltinde, ikke var så allerhelvedes uskyldig, var der måske også kommet lidt mere fut i de sexlege, som filmen kun viser en lillebitte snert af.
Men Anastacias ærinde er et andet. Hun kommer som den kernesunde, nede-på-jorden, naturlige pige, hun er, ind i Mr. Greys verden for at lære ham om ting som nærhed og ægte kærlighed. Hun tolererer modvilligt lidt dominans - dog ikke hvis det gør ondt! - men hans absurde lækkerhed og de flotte gaver er ikke nok. Hun vil have ham som "rigtig" kæreste, og det er noget Mr. Grey ikke kan. Igen sikkert pga. den dårlige barndom, gætter vi, og mon ikke de næste film i rækken nok skal tage sig udførligt af den vinkel.
På den måde minder filmen om et miks mellem Pretty Woman - hvor de begge meget sammenligneligt bøjer af på deres regler - og The Thomas Crown Affair, hvor alt også var legende lækker luksus. Med Fifty Shades of Grey bevæger vi os samtidig i et romantisk teenage Twilight-univers, tilsat et lille bitte hint af avanceret sex, som dog portrætteres så pænt og æstetisk, at det umuligt kan chokere nogen.
Og dog. Den helt håbløse virak omkring filmens tematiske kvindeundertrykkelse vidner om noget andet, og det er ret ufatteligt at denne bonerte film skulle sætte feminist-sindende i kog i den grad. Miranda fra Sex & The City adskiller tingene så fint med ordene: "It's funny. What I hate in life, I love in sex", da hun i et afsnit dater en særdeles bossy herre. At blive domineret i soveværelset er altså noget ganske andet end underkastelse udenfor, for slet ikke at tale om hele sidestillingen mellem s/m og vold mod kvinder, men det er lidt et sidespor. Pointen her er, at vi er endog meget langt fra film som Triers Nymphomaniac, Steve McQueens geniale Shame eller bøger som O's historie, der på vidt forskellige, men langt mere seriøs vis, forsøger at undersøge den menneskelige seksualitet.
Og det har - for nu at komme filmen lidt i møde - faktisk også sin charme et stykke hen ad vejen. Den seksuelle spænding imellem vores to hovedpersoner fungerer nemlig, særligt i første halvdel af filmen, på den der "moth to a flame"-agtige måde, hvor han gang på gang advarer hende, og hun alligevel er fuldstændig ude af stand til at stille noget op over for den magnetiske tiltrækning. Og det er ret hot.
Ikke mindst pga. Jamie Dornan, som efter denne ydmyge anmelders mening ikke kunne være castet bedre. Hans rolle som familifar/seriemorder i The Fall ligger og lurer i baghovedet og giver ekstra pondus til hans mystisk farlige forførerrolle, og det med castingen er alfa omega. Det kræver nemlig sin mand at fremsige replikker som: "I don't make love. I fuck. Hard", uden det bliver komisk, og det lykkes altså desværre kun næsten.
I længden - og den føles ærlig talt lidt lang - er det svært ikke at fnise lidt af vores kontrolfreak af en førsteelsker og ganske meget af den fromme Anastacia, der både præsterer at blive fuld som Donna i Beverly Hills, og (hvilket chok!) viser sig at være endnu mere uskyldig end selv Mr. Grey havde forestillet sig. Det er, når det kommer til stykket, vældig svært at tage seriøst, men hvorfor skulle man også det? Jamie Dornan er en lille fest at spise med øjnene, og Beyoncés soundtrack-stemme er også meget lækker...
Fifty Shades of Grey
