(Foto: Per Arnesen)
Ole Christian Madsens film om "Steppeulven" Eik Skaløe er medrivende og charmerende, men handler mere om Eiks kærlighed til kæresten Iben end om selve mennesket og kunstneren Eik - et faktum der gør filmen mere banal, end hvad potentialet egentlig ligger til.
Psykedeliske farver flyder sammen med tonerne af et Bob Dylan-nummer, dampene fra en chillum og masser af fri sex i Ole Christian Madsens film Steppeulven, og alting er således som det plejer i en film om det frihedselskende årti 1960'erne. Her møder den politisk aktive Eik Skaløe (Joachim Fjelstrup) sin elskede Iben - meget passende (og usandt, hvis man skal tro virkelighedens Iben Nagel Rasmussen) i detentionen efter en atom-modstandsaktion. Eiks afgrundsdybe kærlighed til Iben, og hendes tilsvarende store behov for at leve frit, bliver hurtigt filmens altoverskyggende omdrejningspunkt og konflikt. Det katten-efter-musen-agtige forhold er den narrative motor, der styrer handlingen og fungerer som en rød tråd for karakterernes rejser gennem verden, stofferne, kunsten og sig selv.
Om det også forholdt sig sådan for virkelighedens Eik Skaløe, kan man kun gisne om, og det står også Ole Christian Madsen frit for at fortolke virkeligheden i en film, som jo genremæssigt bekender sig til fiktionen og ikke dokumentaren, men når nu Steppeulvens titel så entydigt peger i retning af Eiks kunstneriske virke og den ensomt søgende ulv, synes det alligevel paradoksalt, at filmen i så overvældende grad vælger at fokusere på parforholdet.
Problemet i filmen ligger dog ikke i skildringen af parforholdet som sådan. De to unge portrætteres overbevisende med både humor og dybde af Joachim Fjelstrup og Marie Tourell Søderberg (at Joachim Fjelstrup er som snydt ud af næsen på Eik Skaløe skader heller ikke). Både som individuelle karakterer og i relationen imellem dem findes der en troværdighed, som gør dem både interessante og rørende at følge, hvilket så absolut falder ud til filmens fordel som helhed.
Når manglerne i Steppeulven alligevel stikker deres grimme ansigt så tydeligt frem, skyldes det netop de fremragende præstationer fra skuespillerne - takket være dem skimter man filmens sande potentiale gennem cannabistågerne - hvor meget den kunne have været. Det er ganske vist, at forholdet til Iben Nagel Rasmussen var en central del af Eik Skaløes alt for korte liv og således også fortjener at spille en sådan rolle i portrætfilmen om ham. Men at det skal fylde den mængde, som det gør her, sammenlignet med andre drivkræfter i hans liv og ikke mindst dele af hans personlighed, er ærgerligt - særligt med en så kompetent skuespiller som Joachim Fjelstrup i hovedrollen.
"Den onde mand inden i mig", som Eik omtaler i sit berømte selvmordsbrev, ser man eksempelvis bemærkelsesværdigt lidt til i filmen, ligeså vel som kunsten, den sjælelige søgen og Eiks betydning for hippiebevægelsen blot kommer til at føles som sidebemærkninger til hovedhistorien. De er til stede naturligvis - men hele tiden med blikket stift rettet mod Iben. Hermed reduceres filmen på mange måder til et enstrenget instrument, der spiller en velkendt melodi om en ung mand, der aldrig fik den pige, han ønskede sig - måske er det fejlagtigt antaget, men mon ikke virkelighedens Eik havde lidt flere strenge at spille på?
Steppeulven
Se spilletider
Se filminfo
