(Foto: Thomas Petri)
Thomas Vinterberg og Mogens Rukows "Festen" kan nu opleves på de danske landeveje, når Folketeatret drager på turné i hele landet med en ny opsætning af en grufuld klassiker.
To taler. Den ene er grøn, den anden er gul. De fleste kender historien.
Familie og venner er samlet for at fejre Helges 60 års fødselsdag. Under middagen holder den ældste søn Christian en tale, der afslører, at faderen udsatte Christian og hans tvillingesøster Linda for incest. Linda har kort tid inden festen begået selvmord, og som natten skrider frem, kommer der flere afsløringer frem i lyset.
Festen kan vel bedst betegnes som en klassiker. Efter stykket tog jeg mig selv i at sige til min ledsager: "han gjorde det godt, ham der spillede Thomas Bo Larsen". Filmen er tæt forbundet med skuespilpræstationerne, og det er altid farligt at kaste sig ud i at fortolke en klassiker. Ikke desto mindre er der ingen fare på færde her. Instruktør Geir Sveaass har skabt en god ramme om historien. Alt er skåret ind til benet. Der er kun de absolut mest nødvendige og mest interessante karakterer med. Scenen er bar bortset fra et stort rundt bord monteret på en skive, så det kan dreje og vippe. Det kliniske univers er med til at fremhæve menneskene og gruen, mens hyldestsangen "Han-skal-leve" lyder i det fjerne.
Skuespilniveauet er højt. Med på holdet er blandt andre Steen Springborg som Helge, Mads Knarreborg som Christian, Nikolaj Bjørn-Andersen som Michael og Susanne Breuning som Else. Nikolaj Bjørn-Andersen rammer hovedet på sømmet med sit Bo-Larsen temperament, uden at det bliver en parodi. Et meget fint element i stykket er også brugen af danske viser. De medvirkende synger i løbet af forestillingen "Jeg ved en lærkerede", "I skovens dybe, stille ro" og "Kukkuk-kukkuk-faldera" i flerstemmig harmoni. Ikke kun stemmerne er i harmoni. Der er en gådefuld form for fuldendt synergi mellem alle de medvirkende, som denne anmelder ikke har oplevet før.
Festen er og bliver bare en frygtelig god film og forestilling. Vi har alle siddet til højbords med suppe, steg og is og holdt familietraditionerne i hævd. Og selvom ikke alle familier slynger om sig med dystre hemmeligheder over desserten, kan vi identificere os med familien og vennerne. Hvorfor det er sådan, har instruktør Geir Sveaass et bud på: "Jeg tror, vi som publikum måske ønsker en renselse fra alle de undladelsessynder, vi har begået. Al den utilstrækkelighed vi føler. Alle de kampe vi ikke tager. Alle de gange vi ikke griber ind."
Efter en heftig nat med rystende begivenheder bliver det morgenen derpå. Man kan dufte bollerne og den friskbryggede kaffe. De heldigt udvalgte på de yderste rækker bliver budt en kop. Og så er vi ikke længere kun et publikum. Vi er også gæster til festen og er nu vidne til en far, der afgiver sin tilståelse. Og ligesom familien bliver vi siddende, uden at sige et ord, mens Helge må forlade rummet, så vi kan spise vores morgenmad.
Festen
Folketeatret på turné
Se turnéplan
