Flere nyheder

 
Teater
Det Der eR

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Det Der eR
Ons. 25. feb. 2015


(Foto: Henrik Ohsten Rasmussen)

Monologen "Det Der eR", som lige nu spiller på Husets Teater, er blottet for alt - undtagen genialt skuespil, intensitet og en vanvittigt forførende historie. Og lige præcis det gør monologen til et must see, der for alvor sætter sine spor.

Intenst, simpelt - og vanvittigt forførende. Den beskrivelse er, hvad der bedst rammer monologen Det der er, som er skrevet af Peter Asmussen, instrueret af Simon Staho, og som lige nu spiller på Husets Teater.

Karen Lise Mynster får for alvor lov til at shine i rollen som kvinden Renate, der lever et harmonisk familieliv i DDR i årene op til murens fald - lige indtil hun på en tur til København forelsker sig i danskeren Tom. Mødet sætter gang i lidenskaben og placerer Renate i en splittelse mellem det trygge og harmoniske familieliv og længslen efter Tom. En længsel, der holdes ved lige gennem en hemmelig brevudveksling.

Det Der eR er blottet for rekvisitter. Lige bortset fra den stol, Renate er placeret på gennem de 80 minutter, stykker varer. Men selvom Karen Lise Mynster hverken har effekter eller medspillere at støtte sig til, udfører hun monologen så overbevisende, dragende og intenst, at man på intet tidspunkt hverken keder sig eller fristes til at fjerne blikket fra scenen. Med stor overbevisning indleder hun monologen med replikken "Jeg vil invitere jer hjem til mig..", hvorefter hun fører sit publikum gennem små finurlige hverdagsøjeblikke, længselsfulde breve til Tom og følelsesladede begivenheder, imens Renates liv paradoksalt nok udspiller sig klart og tydeligt på den helt tomme scene.

Med Renates liv og historie i centrum beskriver monologen en anden tid. En tid, hvor krigens alvor havde fået taget på alle, og tvivlen på medmennesker lurerede lige om hjørnet. Denne utryghed og fornemmelse af at blive ført tilbage bliver iscenesat allerede inden stykkets start i Husets Teaters foyer. Her venter publikum blandt murbrokker, gamle billeder og til lyden af en tysk speak og kraftig rungen, før de bliver fulgt ind i salen. Der er ganske enkelt fra start skabt en helhedsoplevelse af et menneskes skæbne og et historisk øjeblik.

Det kan siges ligeså enkelt, som monologen er sat op; Det Der eR et must see, der sætter sine spor længe efter, man er trådt uden for teatrets mure.

Det Der eR
Husets Teater

Se spilleplan