(Foto: SF Film)
Tegnefilmatiseringerne er for længst blevet allemandseje. Genremæssigt breder de sig ud i både seriøse og mindre seriøse bidrag; nogle er dybsindige, mens andre er underholdende for underholdningens skyld. Instruktør Matthew Vaughn har med "Kick-Ass" og "X-Men: First Class" bevæget sig på begge sider, med to vellykkede bidrag. Alle gode gange tre bliver det også med filmatiseringen af "Kingsman: The Secret Service", som den britiske filmskaber selv har været med til at skrive sammen med den anerkendte tegneserieforfatter Mark Millar.
Kingsman er noget så sjældent som et idealistisk agentbureau, der arbejder ud fra en oprigtig målsætning om at fremme gentlemanship og harmoni i verden. Organisationen står uden for politisk indflydelse og dermed korruption. Ikke engang regeringen kender til de tophemmelige, og ekstremt velklædte, britiske agenter. Alt dette indføres den 22-årige bølle Eggsy (Taron Egerton) i, da Kingsman tilfældigvis skylder ham en tjeneste. Eggsys far blev nemlig dræbt under en Kingsman-mission, og den garvede agent Harry (Colin Firth) føler, at den unge fyr skal have en chance som Kingsman. Samtidig trues verdensfreden af den vanvittige IT-guru Richard Valentine (Samuel L. Jackson), som har en meget bizar idé om, hvordan Jorden skal reddes fra global opvarmning.
På flere niveauer er Kingsman et velkendt tilbageblik i Matthew Vaughns bagkatalog. Den er et potpourri af elementer fra den elegante forbryder-komedie Layer Cake og den gakkede tegneseriefilmatisering af Kick-Ass, men kan samtidig mere end blot at være en kopivare. At Vaughn i flere år var Guy Ritchies assistent mærkes i den helt særlige klipning og æstetik, samt det smadrede miks af kæk dialog, velvalgt underlægningsmusik og ikke mindst fjollede actionsekvenser. Vaughn har dog for længst overgået sin mester. Ikke kun som instruktør, men i denne omgang også i kreativt og humoristisk filmisk vanvid.
Ekstrem i alle ordets betydninger er dækkende for Kingsman: The Secret Service, som den frække dreng i agent-klassen. Gængse genrekonventioner, som vi kender dem fra særligt James Bond-filmene, bliver fremsat stilsikkert og opbyggeligt uden den mindste rysten på hånden - for at blive nedbrudt på det groveste. Alle hellige køer bliver slagtet. Der bliver drevet ekstremt gæk med alle de klassiske genretræk og narrative former, med et kæmpe smørret smil. Det er underholdende og morsomt, mens ærekære 007-fans muligvis vil finde Kingsman krænkende og respektløs.
Selvom der ikke er tale om en spoof over agentfilm-genren, opstår her dog et mindre paradoks; for hvad ville Kingsman være uden alle referencerne? Tonen er veloplagt og sprælsk, mens spejlingen i både Vaughns tidligere film og James Bond-filmene indimellem bliver for letkøbt. Selvom grænserne i den grad bliver hakket, skudt og snittet i stykker, forbliver filmen sær hul i sin sprudlende ramme.
Kingsman: The Secret Service
