Bedragerfilmgenren har de senere år fået en renæssance, lige fra Steven Soderberghs tre "Oceans"-film, samt forrige års "Now You See Me". Nu er det så Will Smiths tur til at prøve nye græsgange med en bedragerfilm, muligvis i håbet om at få en efterhånden lettere falleret skuespillerkarriere på ret kurs igen.
Nicky (Will Smith) er den fødte svindler, bogstaveligt talt. Han er nemlig blevet oplært af sin far og har ikke lavet andet hele sit liv. Bedrageriets kunst oplærer han den smukke Jess (Margot Robbie) i - og falder for hende - men bryder forbindelsen, da følelser ikke harmonerer med Nickys erhverv. Tre år senere, da den garvede mester bliver hyret til et større og risikabelt svindelnummer, mødes de igen - og genoptager bekendtskabet. Men vil Jess hævne sig på Nicky, eller udnytter veteranen sin rutine til endnu engang at udnytte Jess?
Præmissen for Focus er, at et svindelnummer fungerer bedst, hvis det udføres via en gennemarbejdet afledningsmanøvre. Til trods for at Nicky giver sig ud for at være en af de bedste i sin branche, skal der forbløffende lidt til at bringe ham ud af balance. Derfor er det heldigt, at svindlerunderverdenen tilsyneladende ikke har nogle problemer, overhovedet, ved at udføre diverse umulige tricks og løjer. Intet er så usandsynligt, at det ikke kan lade sig gøre; hele verden er en gavebod, der venter på at blive tømt. Selvom Lotto-tallene hænger foran snuden på Nicky, og han nærmest kan forudse hvornår lynet slår ned, er det påfaldende, at han ikke kan gennemskue en amatør som Jess.
Focus er nemlig én stor sløret selvmodsigelse. Handlingen forsøges gjort langt mere kompleks, end filmens spinkle grundlag kan bære, og den bliver aldrig rigtigt interessant eller spændende. Svindlersekvenserne er søgte og underligt uoplagte, hvilket understreges af manglen på kemi mellem skuespillerne, ikke mindst pga. Will Smiths og Margot Robbies komplette fravær af samme og absurde overspil af deres respektive ligegyldige karaktere. Dialogerne drukner sig selv i indøvede floskler, der aldrig bliver andet end halvhjertede forsøg på at være smarte og sjove, og derfor ender med at være malplacerede i en i forvejen ekstremt tvivlsom affære.
Der er langt fra den elegance, som almindeligvis kendetegner de allerbedste bedragerfilm, til et ualmindeligt forglemmeligt indslag som Focus. Instruktørerne Glenn Ficarra og John Requa forsøger at lave en klassisk genrefilm, men sætter sig mellem to stole ved også at indlemme en henkogt romance og popsmarte komedieelementer. Filmen lover for meget, men har hverken de gode kreative idéer eller viljen til blot at lade som om at løftet bliver indfriet. Resultatet er absolut ikke værd at bruge sine penge på - det ville være rent tyveri.
Focus
