(Foto: Camera Film)
Den svenske mesterinstruktør Roy Andersson afslutter sin trilogi om det at være menneske med den sort-humoristiske "En due sad på en gren og funderede over tilværelsen". Filmen havde premiere på den 71. Venedig International Film Festival, hvor den vandt Den Gyldne Løve for bedste film.
En due sad på en gren og funderede over tilværelsen er et svensk komediedrama instrueret af den nok mest originale svenske instruktør siden Ingmar Bergman: Roy Andersson. Værket er den tredje del i hans trilogi om det at være menneske, der også inkluderer Sange fra anden sal og Du levende fra hhv. 2000 og 2007.
Som en moderne udgave af Don Quixote og Sancho Panza pendler Sam og Jonathan, to handelsrejsende der sælger spøg og skræmt artikler, fra butik til butik i håb om at tjene nogle penge. Historien om de to er dog det eneste, der tilnærmer sig en filmnarrativ, idet at værket nærmere er en slags kalejdoskopisk vandring gennem forskellige menneskeskæbner og -situationer. Anderssons film består af hverdagssketches, der portrætterer vores eksistens i al dens storhed og smålighed, skønhed og tragedie, overdrivelse og sorg. Som biograftilskuere er vi som den due i filmen: med panoramaudsigt undrer vi os over menneskets gøren og laden, vi reflekterer over den, samtidigt med at vi forsøger at forstå meningen med den.
Filmens lange titel henviser til Anderssons egen fortolkning af Pieter Bruegel den ældres maleri Hunters in the Snow. Her forestiller han sig, at fuglene i maleriet ser på menneskene under dem og spekulerer på, hvad de egentlig laver.
Brugen af Bruegels maleri har været mere direkte gennem filmhistorien, hvor maleriet bl.a. ses i Andrei Tarkovskys film Solaris (1972) og The Mirror (1974), og vor egen Lars von Triers' Melancholia (2011). Ligesom maleriet skaber Anderssons film en spænding mellem det banale og det essentielle, det komiske og det tragiske, samtidigt med at den prøver at fortælle, at menneskets handlinger potentielt leder os mod en apokalypse, som vi ikke selv kan se.
Alt dette bliver vist gennem det narrative princip tableaux vivants, hvor mini-scener, der ofte synes som stilbilleder, viser Anderssons eksistentielle refleksion. Scenerne er i virkeligheden sketches, der sagtens kan fungere alene, men ikke desto mindre har instruktøren valgt at forbinde dem gennem tegn, tematik eller gennemgående karakterer. Danseren som er "hovedrollen" i en scene, sidder pludseligt i baggrunden i den næste, som handler om et andet menneskes historie.
Den kyniske skandinaviske galgenhumor fungerer godt i næsten alle sketchene: Om det er den om en kassedame, der ikke ved hvad hun skal gøre af det mad, der allerede er betalt af kunden, som nu ligger på jorden efter et hjerteanfald; eller den om flamenco-læreren, der tilpasser sin koreografi for at pille lidt på sin smukke elev. Hovedpersonernes alvor eksploderer i en trist absurditet i situationer, der til tider når surrealistiske højder a la Monty Python, som da Karl XIIs hær rider ind i en "moderne" bar i et industrikvarter for at opfylde kongens homoseksuelle impulser.
Farvepaletten (beige, grå og brune nuancer), statisk kamera, nærmest teaterscenografi, lyrisk musik og et stift persongalleri, hvor de fleste af personerne er malet hvide, virker ikke til at være buddet på en filmisk succes. Men i Roy Anderssons hænder fungerer dette stilsikkert på alle fronter og skaber en perfekt balance mellem sort humor og surrealisme.
En due sad på en gren og funderede over tilværelsen
Se spilletider
Se filminfo
