Flere nyheder

 
Litteratur
Poesi og andre former for trods

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Poesi og andre former for trods
Tir. 10. mar. 2015

Med sin nye novellesamling "Poesi og andre former for trods" retter Adda Djørup først og fremmest sin vrede mod mænd. Liderlige, svigtende, egoistiske, grådige, uforstående, selvoptagede, fjerne, potentielt voldelige mænd. Om det så er en fader, en elsker, en ægtemand, en psykolog eller en arbejdsgiver - mænd er nogle svin. Alle til hobe.

Bogen består af i alt 15 noveller og to digte på de bare 151 sider. "Skriv kort og uden forsoning", råder en ældre, irsk kollega en unge Adda Djørup i en af novellerne. Det råd efterlever Djørup. Med en digters omhyggelige sprog drypper hun ordene ind i læserens bevidsthed eller lader dem flyde som en rislende bæk med bitre understrømme. De små historier bliver i højere grad båret frem af stemningsbilleder og refleksioner end af handlingsforløb.

En 32 automatic på bogens pink omslag er en tydelig feministhilsnen. Som forfatteren bag det feministiske manifest S.C.U.M. (Society for Cutting Up Men) Valerie Solanas i juni 1968 skød samfundsforføreren Andy Warhol med samme type pistol, skyder Djørups kvindelige hovedperson en primitiv forfører fra en parisisk café. Ernest Hemingways machodominerede cafémiljø i Paris bliver hos Adda Djørup scenen for et præludium til mord. Novellens titel er da også lånt hos Hemingway: "Der er ingen ende på Paris".

En anden central novelle, "Brombærdalen", afslører feministiske tanker om mandens væsen med en reference fra den græske mytologis historie om Theseus' mord på Minotauros i labyrinten med hjælp fra Ariadne. Som mand er novellen interessant, om end ikke rar eller flatterende læsning. Lige under fedtlaget er manden en stor og trofast hund; tager hvad han bliver budt og hapser anerkendelse i sig. Under den store og trofaste hund roder mandens primitive Minotauros rundt. Ynkelig og frygtindgydende. Denne primitive side kan symbolsk tilintetgøres med hjælp fra kvinden på samme måde som Ariadne hjalp Theseus, forstår man ud fra bogens beskrivelse. Det hører dog med til historien, at Theseus ifølge myten forlod Ariadne til fordel for Faidra. Symbolsk og virkeligt er manden altså en mere end tvivlsom helt.

Selvom bogen mere end noget andet retter sin trods mod det mandlige køn, indeholder den også tanker om frigørelse fra økonomiske bånd, fra samfundets love, fra livet og døden. Adda Djørup tager elegant livtag med det hele, men forstemmelsen sniger sin ind hos læseren. Man ender lidt som en af novellernes personer, der time efter time sidder hos sin uforstående psykolog Viggo Møller og tavst stirrer på et billede med Virginia Woolf-titlen "To The Lighthouse": Hvad skal vi tale om, og hvad er formålet? Valerie Solanas opnåede international og varig berømmelse med sit skudattentat mod Warhol - er det samme mission, forfatteren er ude i her? At blive kendt for sin uforsonlige vrede?


Adda Djørup: Poesi og andre former for trods
Samleren, 151 sider
ISBN: 978-87-638-3710-1