Flere nyheder

 
Teater
Inga og Lutz

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Inga og Lutz
Man. 16. mar. 2015


(Foto: Jakob Lerche)

Nis-Momme Stockmanns action-tragedie "Inga og Lutz" er en tragikomisk historie om ikke at tage ansvar for sit eget liv.

Lutz er som mange andre mænd - han har en nørdet interesse, som han lægger al sin energi i. Det betyder bare, at han ikke lige har overskud til at interessere sig synderligt for Ingas udtalte planer om, at de skal have et barn, og at han lige skal have hentet en trykkoger, som han har lovet at gøre i lang tid. Det kunne sikkert fortsætte, hvis ikke en fyring får det hele til at vokse over hovedet på Lutz.

Inga og Lutz bor i en europæisk storby, og ikke i byens bedste kvarter. Der er beton og sociale tilfælde i rigt mål, men alligevel er livet ikke så tosset igen. Lutz (Troels Malling Thaarup) passer sit arbejde, og i fritiden fordyber han sig i sin store passion: samlerrifler; mest i form af mærkater til at sætte i hæfter, men også hans kostbare riffel, der er udstillet i en glasmontre i den lille lejlighed. Inga (Lykke Sand Michelsen) - ja, hun bruger lidt tid med veninden Britta, og så går hun ellers og glæder sig til det barn, hun har planlagt, Lutz og hende skal have.
En fyring vælter det hele. Måske havde det ikke være så slemt i sig selv, hvis ikke Lutz' gamle ven Manni havde en fantastisk forretningside, som de bare mangler lidt startkapital til, og så kan man da bare låne lidt hos nogle russiske gangstere.

Inga og Lutz handler om at tage ansvar for sig selv og ikke lade andre styre sit liv, mens man passivt driver i en helt forkert retning. Det er lige det, Lutz gør. Han tager først stilling og gør noget aktivt, da det er for sent - alt for sent - og så er det det helt forkerte, han gør. Derfor ender Inga og Lutz som en tragedie. Forestillingen beskrives som en action-tragedie, men den er i bund og grund en sørgelig historie, der fyldt med humor og grin - hele vejen mens den udvikler sig mere og mere tragisk og voldsomt. Publikum griner hele vejen, og det nok fordi de kan se sig selv og deres parforhold i afspejlet i både Inga og Lutz og deres forhold. Det er sjovt, det er godt, men også så grotesk tragisk.

Scenen er godt besat: Troels Malling Thaarup, der har hovedrollen som Lutz, slæber af sted hen over både scenen og livet, og han falder så godt ind i rollen, at man bare ikke kan andet end at ryste på hovedet over det sløve læs, der bare skulle mande sig op. Anders Brink Madsen, der har rollen som Manni, lykkes helt fantastisk med både at være en rystende bangebuks, når de russiske gangstere kommer med grensaksen, og den manipulerende ven, når han skal have presset Lutz længere og længere ud, fordi han selv er kommet ud på alt for dybt vand.

Inga og Lutz
Teatret Svalegangen

Se spilleplan