(Foto: Costin Radu)
Lyden af tåspidssko forplanter sig som en flok svaner, der basker med vingerne hen over den yderst dragende fremførelse fra orkestergraven med Vello Pähn med dirigentstaven i hånden. Det er et lydbillede, der stadig afspilles i min erindring. Det står så klart, at det føles, som om jeg stadig sidder i salen på Operaen. Jeg får helt kuldegysninger blot ved tanken. Sikke en wow-oplevelse!
Det Kongelige Teaters corps de ballet består normalt af nogle teknisk set imponerende dansere. De har tidligere lavet en lang række flotte opsætninger. Men dét corps de ballet, som stod klar på Operaens scene til Svanesøen, var nærmest uigenkendeligt. Det var en ære at være vidne til, hvad der kun kan beskrives, som at "barren blev hævet" for, hvad man kan forvente af et professionelt og nytænkende balletkompagni. Alt fra scenografi til kostumer og koreografi var blevet løftet op på et helt nyt niveau inden for balletten.
Scenografien af Mikki Kunttu var som taget ud af en anden tid. Mine tanker blev ledt til plakaten for den tyske ekspressionistiske film Metropolis af Fritz Lang fra 1927. Den med de geometriske figurer. Det er, som om der drejes på et kalejdoskop i sort/hvid, da ouverturen begynder, og det projekterede billede på scenetæppet, som minder om et par svanevinger, nu begynder at bevæge sig. Det er en flot animation af de geometriske figurer, som roterer og forvrides - og langsomt toner ud. Dette er det første vink med en vognstang om, at der nu er andre "boller på suppen", og den version af Svanesøen, vi skal se, er noget helt enestående og ud over det sædvanlige.
Svanesøen består af fire akter med musik af Pyotr Tchaikovsky. Den er med koreografi af Marius Petipa og Lev Ivanov, som er blevet nyfortolket af Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff. Det er en kærlighedshistorie, som kan kaldes for ballettens Romeo og Julie. Vi møder Prins Siegfried (Alban Lendorf), der fejrer sin fødselsdag sammen med sine venner. Men festen bliver afbrudt af hans mor, Dronningen (Mette Bødtcher). Hun mener, han er gammel nok til at finde sig en brud. Siegfried er utilfreds med, at han ikke blot kan gifte sig af kærlighed, men at han er tvunget til at finde sin brud ved det kommende bal. Siegfrieds ven foreslår, at de tager på jagt. De finder en flok svaner, som de følger ud i skoven. Siegfried bliver adskilt fra sine venner i skoven og kommer til en skovsø, hvor en svaneflok lige er landet. Ligesom han skal til at skyde en af dem, forvandler den sig til en smuk kvinde. Odette (J'aime Crandall), som hun hedder, fortæller ham, at hun og hendes venner er blevet forbandet af troldmanden Rothbart (Jón Axel Fransson). Så om dagen er de forvandlet til svaner, og om natten bliver de mennesker igen ved søen. Den eneste måde forbandelsen kan hæves på, er hvis der én, som lover at elske Odette for evigt. Dagen efter er der maskebal på slottet, og Siegfried skal vælge sin brud ud af seks prinsesser, der bliver præsenteret for ham. Rothbart ankommer til ballet i forklædning med sin egen datter Odile (J'aime Crandall), som han har lagt en fortryllelse over, så hun ligner Odette. Siegfried erklærer straks for hoffet og dronningen, at han ønsker at gifte sig med Odette. Men da han finder ud af, at Rothbart har snydt ham, skynder han sig tilbage til Svanesøen for at tale med Odette, som tilgiver ham. Dette har dog ingen effekt, da Rothbart kræver, at Siegfried skal gifte sig med Odile. Det betyder, at Odette vil forblive en svane for evigt. Siegfried vælger at dø sammen med Odette, og de springer i søen.
Der er langt mellem de virkelige wow-oplevelser på de danske scener. Men når man er så heldig at finde en forestilling som Det Kongelige Teaters opsætning af Svanesøen, så er det som om, at tid og rum står stille for en stund, og man bliver ét med, hvad der foregår på scenen. Det var som et vindue ind til sjælen - ind hvor den sande kærlighed og smerte bor - som Hübbe og Schandorff åbnede og viste, at balletten virkelig er kærlighedens sprog.
Svanesøen
Det Kongelige Teater - Operaen
