(Foto: Disney Pictures)
Martin Luther King-filmen "Selma" er ikke bleg for at bruge fortiden i en nutidig kontekst, og det er da også svært ikke at se den som en valgfilm for demokraterne i Guds eget land.
Historiske dramaer har altid været populære. Særligt i Hollywood, hvor traditionen gør sig både i stort anlagte eposser som Exodus, og mindre indie-film som Milk. Kreative friheder eller ej, så er der ofte en bagvedliggende politisk dagsorden, som er mere aktuel end dét, filmen egentlig tager sit afsæt i. Martin Luther King-filmen Selma er ikke bleg for at bruge fortiden i en nutidig kontekst, med visse kreative friheder. Til gengæld gør den det bedre end en række andre film inden for genren.
At Martin Luther King i 1964 modtager Nobels Fredspris, er bestemt ikke en sovepude for den dengang 35-årige menneskerettighedsforkæmper. Der manglede stadig ligestilling mellem sorte og hvide amerikanere, hvilket pastor King (David Oyelowo) er overbevist om skal opnås via fredelige demonstrationer og medieeksponering. Modsat aktivist-kollegaen Malcolm X's (Nigel Thatch) mere aggressive retorik, mener King, at dialog og opsøgende ikke-voldelig kommunikation er vejen frem til politiske ændringer. En lang vandring fra Selma til Montgomery er en større politisk markering i den henseende, i forbindelse med sortes stemmerettigheder, som samtidig får store konsekvenser for den politiske debat. Til trods for voldelige aktioner fra både lokalbefolkningen og politiet, samt tung politisk modstand fra den siddende guvernør i Alabama, ender begivenhederne i Selma som nogle af de mest skelsættende for sortes borgerrettigheder.
Socialt bevidste indie-film om sortes vilkår i USA har, siden særligt Oprah Winfreys engagement som producent af Precious, fået en ordentlig saltvandsindsprøjtning. Med nyere film som bl.a. The Butler, Belle, Fruitvale Station og 12 Years a Slave, kan der efterhånden tales om en genre i sig selv. Selma markerer sig ganske vist som et kalkuleret socialt bevidst drama, der i høj grad kan tolkes som en valgfilm for demokraterne i Guds eget land, med sin temmeligt eksplicitte politiske retorik. Dog vælger instruktør Ava DuVernay behændigt og modigt sit oplæg ved at benytte sig af et par genremæssigt utraditionelle greb.
Filmen er fortalt i en sindig tone med rum til et fyldestgørende personportræt af Dr. King. Begivenhederne i Selma danner rammen for fortællingen om, hvordan det politiske spil håndteres, såvel som det mere intime på hjemmefronten med hans hårdt prøvede kone (Carmen Ejogo). En kliché siger, at handlinger siger mere end ord; i portrættet af King udgør dialogen størstedelen af forudsætningerne for handlingen. Det interessante er nemlig det politisk intelligente fodarbejde, som udgør fundamentet for Kings kompromisløse agenda. I Selma fremstilles det specielt overbevisende i sekvenserne mellem ham og præsident Lyndon B. Johnson (Tom Wilkinson), mens også den interne dialog i grupperne er spændende.
Selma er på én og samme tid rørende og intelligent, selvom Martin Luther King absolut glorificeres. DuVernay udviser enormt overblik og fokus ved at skildre begivenhederne i Selma som et afsæt for, hvad der gjorde King til så dygtig en menneskerettighedsforkæmper, samtidig med at de menneskelige sider titter frem. Tonen er imidlertid temmelig rørstrømsk og ensidig i bestræbelserne på at skabe demokratiske heltebilleder og republikansk bureaukratiske fjendebilleder, hvilket giver ridser i et ellers nuanceret og vellykket historisk portræt.
SELMA
