(Foto: Disney Pictures)
Rob Marshalls musical "Into the Woods" blander forskellige folkeeventyr såsom "Askepot", "Den Lille Rødhætte", "Rapunzel" og "Jack og bønnestagen", og leverer et snoet virvar af et musical-eventyr, der viser påskønnelse for gammeldags historiefortælling med et strejf af trodsende humor.
Personligt har jeg altid holdt af musicals, men jeg forstår også, at det er en genre, som mange har det svært med. Jeg synes, der er noget magisk ved sammenblandingen af en god historie, dans og ørefængende musik. I Into the Woods er genren tilføjet ægte Disney-charme: næstekærlighed, forenelighed mellem mennesker og natur og ikke mindst prinsesser og en ond og sørgelig heks.
Into the Woods fortæller historien om bageren (James Corden) og hans kones (Emily Blunt) forbandelse, der gør at de ikke er i stand til at få børn. Efter besøg fra heksen (Meryl Streep) tager de ind i skoven for at finde de ingredienser, der kan bryde forbandelsen og give heksen sin skønhed tilbage. Parret har tre dage til at vende tilbage med fire ting: en ko så hvid som mælk, hår så gult som majs, en kappe så rød som blod og en sko af det reneste guld. På rejsen ind i skoven møder de bl.a. Askepot (Anna Kendrick), der flygter fra slottet i et par guldsko, Rødhætte (Lilla Crawford), der er på vej til bedstemorens hus forfulgt af ulven (Johnny Depp), og Jack (Daniel Huttlestone), der er på vej til markedet for at sælge sin elskede ko, Milky-White. Da det lykkes heksen at få sin skønhed tilbage og bageren og hans kone at få det barn, de har længtes efter, synes historien at slutte lykkeligt. Indtil en hævngerrig kæmpe truer kongeriget med ødelæggelser.
Rob Marshall har formået at genskabe en forholdsvis vellykket filmversion af James Lapine og Stephen Sondheims populære Broadway-musical Into the Woods. Omgivelserne og kostumerne, og ikke mindst den uovertrufne musik fra Sondheim, gør, at man føler, at man er til stede i den fortryllede skov. Med sine snoede, truende træer og magiske atmosfære byder filmen på et fantastisk production-design, hvor de velkendte Hollywood-skuespilleres (ikke alle med en lige smuk sangstemme!) sang og dans udfolder sig. Det er næsten unødvendigt at nævne Meryl Streeps velfortjente Oscarnominering for rollen som heksen. Modsat er Johnny Depp noget trættende i endnu en rolle a la dem, han altid spiller i Tim Burtons filmunivers. Into the Woods fungerer bedst med Corden og Blunts tolkning af det sårbare og godmodige bagerpar, samtidig med at Crawford og Huttlestone bidrager med et frisk pust af ungt talent.
Into the Woods satser på lethed og formår at balancere den tilsyneladende overfladiskhed med en vellykket og frisk humoristisk tone, hvor kønsroller udfordres og gøres grin med. Men lige som man tror, at filmen er slut, og alle skal leve lykkeligt til deres dages ende, tager fortællingen en drejning fra de farverige optimistiske toner til en mere grålig og negativ verdens undergang-stemning, der skal få karakterne til at reflektere over deres rolle i historien. Dette er for så vidt en god idé, men skiftet sker desværre for langt henne i filmens spilletid, så man helt mister interessen i sidste tredjedel. På den måde virker Marshalls værk lidt for meget som to film i én: Den første del er agil, sjov og underholdende, mens anden del er lige det modsatte og udfordrer tilskuerens tålmodighed.
INTO THE WOODS
