Flere nyheder

 
Film
Får-udsigelig fridag

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Får-udsigelig fridag
Tor. 26. mar. 2015


(SF-Film)

Det britiske ler-stopmotion selskab Aardman Animations har siden 70'erne smurt smilet på børn og voksne med elskede karakterer som "Walter & Trofast", samt de Oscar-vindende "Creature Comforts" fra 1989 og "Flugten fra Hønsegården" fra 2006. Den velkendte humoristisk underspillede og kreative claymotion fortsætter ufortrødent med "F for får", baseret på den populære tv-serie af samme navn, hvilket dog bliver en kende langt i spyttet som spillefilm uden dialog.

Frode Får er et lille, kløgtigt lam, der er ved at være godt træt af det rutineprægede liv hos bondemanden. Der må være mere i livet end at få trimmet sin uld og blive ledt rundt af hyrdehunden Bitzer. En skønne dag beslutter Frode sig for at tage en fridag, og han iværksætter en omfattende plan for at kunne slippe uset væk fra bondemandens gård. Frodes plan ender, naturligvis, med at gå helt i koks, og med at bondemanden forsvinder ind i Den Store By. Uden bondemanden hænger livet på gården ikke længere sammen, og Frode tager derfor på eventyr for at finde ham; dette er ikke helt nemt, når folk helst ikke skal bemærke, at der er får på spil.

På sin vis er der et eller andet betryggende ved, at Aardman fastholder den type fortælling, som de er allerbedst til: Klassisk flugt-komedie, som vi kender fra de helt tidlige Keystone Cops-stumfilm til Benny Hill. Rammen som skabelon har heller ikke ændret sig synderligt meget siden 80'erne. Den opfindsomme humor er herlig som altid, karakterne ligner til forveksling Water & Trofast, miljøet er igen et kontrastfuldt portræt af by og land. Alt dette fungerer til perfektion, og den sprudlende skaberglæde er intakt og charmerende.

Aardman er med F for får gået i en lidt anden retning end tidligere spille- og kortfilm ved ikke at have dialog. Det ér bestemt en frisk idé. 85 minutter uden dialog er dog tungt, når nu Aardmans særlige stil er så underspillet og roligt fortalt. Særligt for helt unge børn, som F for får primært er henvendt til. Det friske og børnevenlige soundtrack forsøger at skabe en energi og et momentum, som bliver en smule malplaceret i forhold til det sædvanlige tilbagelænede narrativ.

F for får er et kærkomment gensyn med Aardmans finurligheder, som ikke har ændret fortegn i mange år. Selvom der forsøges med et mindre kreativt og velment brud med fortællerformen, bliver 85 minutter for langt uden dialog, for både voksne og børn. Også selvom det forsøges at blive piftet op med en hitparade som underlægningsmusik, hvilket ikke helt passer ind i den særlige underspillede stil. Ikke desto mindre er F for får bestemt en oplevelse værd med alle sine fjollede og fantasifulde påfund, og ikke mindst på grund af det fantastiske ler-stopmotion håndværk.

F FOR FÅR

Se spilletider
Se filminfo