(Foto: Paradisbio)
Den moderne, überciviliserede mand har det svært med sig selv og sine drifter. Hverdagens trummerum sniger sig nagende ind, og livskrisen kradser. Ole Giæver får med "Mod Naturen" en ganske fin og vittig film ud af det fortærskede tema.
Vi er inde i hovedet på den socialt lettere akavede hovedperson Martin, spillet af Ole Giæver selv, og hans kværnende bevidsthedsstrøm er en af de gennemgående ting, der virkelig fungerer godt i denne morsomme lille eksistentielle film.
Som en indre monolog hører vi hele tiden, hvordan han ville agere, hvis han kunne komme fri af sine høflige hæmninger, og hvordan han forestiller sig div. scenarier. Drømmen om hed sex op ad køkkenbordet står dog selvfølgelig, som snart sagt alt andet i hans liv, i skærende kontrast til den norske, fodformede middelklasse-virkelighed, han befinder sig i med kone, barn, villa og fastforentede lån.
Vildskaben og autenticiteten leder han så efter på vandreture i fjeldet, der belejligt ligger lige uden for døren. Her kan han i princippet slippe helt væk fra alle forpligtigelser og bare være, men ak. Nissen flytter som bekendt med, og Martin er i særlig imponerende grad fanget i sit hoved. Alt vendes og drejes og overvejes i det uendelige, og alle disse tanker efterlader meget lidt plads til egentlig handling. Noget der overføres direkte til filmens plot, hvor der dybest set heller ikke sker ret meget.
Som en anden Tomas Espedal-light tilført et par Frank Hvam-horribelt pinlige episoder, dribles der således ubesværet mellem det banale og det dybe. Er den rastløse drøm om ansvarsløs frihed berettiget, og noget der skal handles på? Eller skulle han hellere tage tidligt hjem og lave vafler med familien? Martin veksler hudløst ærligt - i og med vi er inde i hans hoved, er det hele befriende uden filter - mellem at være ganske godt tilfreds med sit almindelige, stille liv, til desperat at ønske og håbe på noget mere og større. Det genkendelige dilemma rammer sit publikum af bekvemme, moderne mennesker lige på kornet, og vi føler med ham, som han famler sig frem i såvel overvejelser som vildnis.
"I thought I could organise freedom, how Scandinavian of me" synger Björk så rammende i "Hunter" (fra Homogenic, 1997), og al Martins dyre vandreudstyr understreger så fint denne pointe. Så simpel er hans "simple living" heller ikke, og rigtig vildt bliver hans fjeld-getaway aldrig. Den ironiske grilning af den nordiske ordenskultur ligger som en smuk underlægning filmen igennem, og det er derfor svært ikke at skænke den svenske Force majeure-komedie (2014) en kærlig tanke, når man følger Martins kamp med både fjeldets og ikke mindst sin egen natur.
Hermed er begge film anbefalet.
MOD NATUREN
